Du er her:
Hedda Gabler
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf, epub, kindle
Om verket
Les mer om verket
1.utg: [I]
HIS: 9
HU: 291
HEDDA GABLER
SKUESPIL I FIRE AKTER
KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
GRÆBES BOGTRYKKERI
1890

 
1.utg: [II]
1.utg: [III]
HEDDA GABLER
1.utg: [IV]
HIS: 10
HU: 293
Personerne
JØRGEN TESMAN, stipendiat i kulturhistorie
FRU HEDDA TESMAN, hans hustru
FRØKEN JULIANE TESMAN, hans tante
FRU ELVSTED
ASSESSOR BRACK
EJLERT LØVBORG
BERTE, tjenestepige hos Tesmans
Handlingen foregår i Tesmans villa i den vestlige del af byen.
1.utg: [1]
HIS: 11
HU: 295
FØRSTE AKT
Et rummeligt, smukt og smagfuldt udstyret selskabsværelse, dekoreret i mørke farver. På bagvæggen er en bred døråbning med tilbageslåede portièrer. Denne åbning fører ind i et mindre værelse, der er holdt i samme stil som selskabsværelset. På væggen til højre i dette er en fløjdør, der fører ud til forstuen. På den modsatte væg, til venstre, en glasdør, ligeledes med tilbageslåede forhæng. Gennem ruderne sés en dél af en udenfor liggende overbygget veranda og løvtræer i høstfarve. Fremme på gulvet står et ovalt tæppebelagt bord med stole omkring. Foran på væggen til højre en bred, mørk porcelænsovn, en højrygget lænestol, en fodskammel med pude og to taburetter. Oppe i krogen til højre en hjørnesofa og et lidet rundt bord. Foran til venstre, lidt ud fra væggen, en sofa. Ovenfor glasdøren et pianoforte. På begge sider af døråbningen i baggrunden står etagèrer med terrakotta- og majolikasager. – Ved bagvæggen af det indre værelse sés en sofa, et bord og et par stole. Over denne sofa hænger portrættet af en smuk ældre mand i generalsuniform. Over bordet en hængelampe med mat, mælkefarvet glaskuppel. – Rundt om i selskabsværelset er en mængde blomsterbuketter stillet i vaser og glasse. Andre ligger på bordene. Gulvene i begge værelser er belagte med tykke tæpper. – Morgenbelysning. Solen skinner ind gennem glasdøren.
Frøken Juliane Tesman, med hat og parasol, kommer ind fra forstuen, fulgt af Berte, som bærer en buket, omviklet med papir. Frøken Tesman er en godt og godmodigt udseende dame på omkring 65 år. Net men enkelt klædt i grå spadsérdragt. Berte er en pige lidt til års, med et jævnt og noget landligt ydre.
1.utg: 2
FRØKEN TESMAN
standser indenfor døren, lytter og siger dæmpet
Nej såmæn om jeg tror de er kommet på benene endnu!
HIS: 12
BERTE
ligeledes dæmpet
Det var jo det, jeg sa’, frøken. Tænk, – så sent, som dampbåden kom inat. Og så bagefter da! Jøsses, – alt det, som unge fruen skulde ha’ pakket ud, før hun kunde komme sig til ro.
FRØKEN TESMAN
Ja, ja, – lad dem bare få hvile sig godt ud. Men frisk morgenluft skal de da rigtig ha’ ind til sig, når de kommer.
Hun går hen til glasdøren og slår den vidt op.
HU: 296
BERTE
ved bordet, rådvild, med buketten i hånden
Nej så min sandten om her er en skikkelig plads mere. Jeg mener, jeg får sætte den her, jeg, frøken. ( stiller buketten op foran på pianofortet)
FRØKEN TESMAN
Ja, nu har du altså fåt dig et nyt herskab, min kære Berte. Gud skal vide, det faldt mig tungere end tungt at gi’ slip på dig.
1.utg: 3
BERTE
grædefærdig
End jeg da, frøken! Hvad skal jeg da sige? Jeg, som nu i så mange herrens år har været i frøkenernes brød.
FRØKEN TESMAN
Vi får ta’ det med ro, Berte. Der er sandfærdelig ikke andet for. Jørgen ha’ dig i huset hos sig, sér du. Han det. Du har jo været vant til at stelle for ham lige siden han var en liden gut.
BERTE
Ja men, frøken, jeg tænker så svært på hende, som hjemme ligger. Hun, stakker, som er så rent hjælpeløs. Og så med den
HIS: 13
nye pigen da! Aldrig i verden lærer hun at gøre det til pas for det syge menneske.
FRØKEN TESMAN
Å, jeg skal nok få lært hende op til det. Og det meste tar jeg da på mig selv, skønner du. For min stakkers søsters skyld behøver du ikke at være så urolig, min kære Berte.
BERTE
Ja, men så er der en anden ting også, frøken.
1.utg: 4
Jeg er rigtig så ræd for, at jeg ikke skal gøre det til lags for den unge fruen.
FRØKEN TESMAN
Nå, herre gud, – i førstningen kan der vel kanské være et eller andet sådant –
BERTE
For hun er visst svært fin på det.
FRØKEN TESMAN
Det kan du vel tænke. General Gablers datter. Slig, som hun var vant til at ha’ det, mens generalen leved. Kan du mindes, når hun red med sin far ud over vejen? I den lange sorte klædeskjolen? Og med fjær på hatten?
HU: 297
BERTE
Jo-jo, – det skulde jeg mene! – Men nej så min sandten om jeg tænkte, at der skulde bli’ et par af hende og kandidaten dengang.
HIS: 14
FRØKEN TESMAN
Ikke jeg heller. – Men det er sandt – du Berte, – mens jeg husker det: herefter må du ikke kalde Jørgen for kandidaten. Du må si’ doktoren.
1.utg: 5
BERTE
Ja, det snakked unge fruen om også – i nat, – straks de var kommet ind af døren. Er det da så, frøken?
FRØKEN TESMAN
Ja såmæn er det så. Tænk dig til, Berte, – de har gjort ham til doktor i udlandet. Nu, på rejsen, forstår du. Jeg vidste ikke det skabte ordet af det, – før han fortalte det nede på dampskibsbryggen.
BERTE
Ja-ja, han kan nok bli’ til hvad det skal være, han. Så flink, som han er. Men jeg trode nu aldrig, at han vilde gi’ sig til at kurere på folk også.
FRØKEN TESMAN
Nej, det er ikke slig doktor han er ble’t. – (nikker betydningsfuldt) For resten kan du nok snart komme til at kalde ham for noget, som er endda stadseligere.
BERTE
Å nej da! Hvad blir det for noget, frøken?
FRØKEN TESMAN smiler
Hm, – ja, det skulde du bare vide! – (bevæget)
1.utg: 6
Ak, herre min gud, – om salig Jochum kunde få skue op af sin grav og sé, hvad der er ble’t af hans lille gut! (ser sig om) Men hør her,
HIS: 15
Berte, – hvorfor har du gjort det? Ta’t varetrækkene af alle møblerne?
BERTE
Fruen sa’, jeg skulde gøre det. Hun kan ikke like varetræk på stolene, sa’ hun.
FRØKEN TESMAN
Vil de da holde sig her inde – sådan til daglig?
BERTE
Ja, det lod til det. På fruen da. For han selv, – doktoren, – han sa’ ingenting.
HU: 298
Jørgen Tesman kommer trallende fra højre side inde i bagværelset, bærende på en tom, åben håndkuffert. Han er en middelhøj, ungdommeligt udseende mand på 33 år, noget fyldig, med et åbent, rundt, fornøjet ansigt, blondt hår og skæg. Bærer briller og er klædt i en bekvem, noget skødesløs husdragt.
FRØKEN TESMAN
Godmorgen, godmorgen, Jørgen!
TESMAN i døråbningen
Tante Julle! Kære tante Julle! (går hen og
1.utg: 7
ryster hendes hånd)
Helt her ude – så tidlig på dagen! Hvad?
FRØKEN TESMAN
Ja, du kan da tænke, at jeg måtte sé lidt indom til jer.
TESMAN
Og det endda du ikke har fåt dig nogen ordentlig nattero!
HIS: 16
FRØKEN TESMAN
Å, det gør mig ingen verdens ting.
TESMAN
Nå, du kom vel ellers godt hjem fra bryggen? Hvad?
FRØKEN TESMAN
Ja såmæn gjorde jeg det, – gud ske lov. Assessoren var så snil, at han fulgte mig lige til døren.
TESMAN
Det gjorde os ondt, at vi ikke kunde ta’ dig op i vognen. Men du så jo selv –. Hedda havde så mange æsker, som måtte med.
1.utg: 8
FRØKEN TESMAN
Ja, det var rigtig svært, så mange æsker hun havde.
BERTE til Tesman
Skulde jeg kanske gå ind og spørge fruen, om der var noget, jeg kunde hjælpe hende med?
TESMAN
Nej tak, Berte, – det er ikke værdt du gør det. Hvis hun vil dig noget, så ringer hun, sa’ hun.
BERTE mod højre
Ja-ja da.
TESMAN
Men sé her, du, – tag denne her kufferten med dig.
HIS: 17
BERTE
tar den
Den sætter jeg op på loftet.
Hun går ud gennem forstuedøren.
TESMAN
Tænk dig, du, tante, – hele den kufferten havde jeg stoppende fuld af bare afskrifter. Det
1.utg: 9
er
HU: 299
rent utroligt, du, hvad jeg har fåt samlet sammen rundt om i arkiverne. Gamle mærkelige sager, som ingen mennesker har vidst besked om –
FRØKEN TESMAN
Ja, ja, du har nok ikke spildt din tid på bryllupsrejsen, du, Jørgen.
TESMAN
Nej, det tør jeg nok sige. Men ta’ så hatten af dig, tante. Se her! Lad mig få knytte op sløjfen. Hvad?
FRØKEN TESMAN mens han gør det
Å herre gud, – dette her er jo akkurat ligesom om du var hjemme hos os endnu.
TESMAN vender og drejer hatten i hånden
Nej, – for en pén, stadselig hat, du har lagt dig til!
FRØKEN TESMAN
Den har jeg købt for Heddas skyld.
TESMAN
For Heddas skyld? Hvad?
1.utg: 10
HIS: 18
FRØKEN TESMAN
Ja, for at ikke Hedda skal ha’ skam af mig, om vi kommer til at gå sammen på gaden.
TESMAN klapper hende på kindet
Du tænker nu også på alting, du, tante Julle! (lægger hatten på en stol ved bordet) Og så, – ser du, – så slår vi os ned her i sofaen. Og prater lidt sammen til Hedda kommer.
De sætter sig. Hun stiller sin parasol i sofahjørnet.
FRØKEN TESMAN tar begge hans hænder og ser på ham
Hvor velsignet godt det er at ha’ dig lyslevende for øjnene igen, Jørgen! Å, du, – salig Jochums egen gut!
TESMAN
Og for mig da! At få sé dig igen, tante Julle! Du, som har været mig både i fars og i mors sted.
FRØKEN TESMAN
Ja, jeg véd nok, at du vil bli’ ved at holde af dine gamle tanter.
TESMAN
Men altså slet ikke nogen bedring med tante Rina. Hvad?
1.utg: 11
FRØKEN TESMAN
Å nej, du, – der er nok ikke nogen bedring at vente for hende, stakker. Hun ligger sådan hen, som hun nu har ligget i alle de årene. Men vorherre
HU: 300
lad mig bare få beholde hende en tid endnu! For ellers véd jeg ikke min arme råd med livet, Jørgen. Mest nu, sér du, da jeg ikke har dig at stelle for længer.
HIS: 19
TESMAN
klapper hende på ryggen
Så, så, så –!
FRØKEN TESMAN slår pludselig over
Nej, men tænke sig til, at du er ble’t en gift mand, Jørgen! – Og så, at det blev dig, som gik af med Hedda Gabler! Den dejlige Hedda Gabler. Tænk det! Hun, som havde så mange kavallerer omkring sig!
TESMAN traller lidt og smiler tilfreds
Ja, jeg tror nok, jeg har adskillige gode venner her, som går omkring i byen og misunder mig. Hvad?
FRØKEN TESMAN
Og så at du fik gøre så lang en bryllupsrejse da! Over fem, – næsten sex måneder –
1.utg: 12
TESMAN
Nå, – for mig har det jo været et slags studierejse også. Alle de arkiverne, som jeg måtte undersøge. Og så den mængde bøger, jeg måtte læse igennem, du!
FRØKEN TESMAN
Ja, det er vel så, det. (fortroligere og lidt dæmpet) Men hør nu her, Jørgen, – har du så ikke noget – noget sådant extra at fortælle mig?
TESMAN
Fra rejsen?
FRØKEN TESMAN
Ja.
HIS: 20
TESMAN
Nej, jeg véd ikke noget andet, end det, jeg har skrevet om i brevene. At jeg har ta’t doktorgraden dernede – det fortalte jeg dig jo igår.
FRØKEN TESMAN
Ja, sådant noget, ja. Men jeg mener, – om du ikke har nogen – nogen sådanne – udsigter –?
TESMAN
Udsigter?
1.utg: 13
FRØKEN TESMAN
Herre gud, Jørgen, – jeg er da din gamle tante!
TESMAN
Jo-visst har jeg udsigter, jo.
FRØKEN TESMAN
Nå!
HU: 301
TESMAN
Jeg har jo de aller bedste udsigter til at bli’ professor en af dagene.
FRØKEN TESMAN
Ja, professor, ja –
TESMAN
Eller, – jeg kan gerne sige, jeg har visshed for, at jeg blir det. Men, snille tante Julle, – det véd du jo selv så godt!
HIS: 21
FRØKEN TESMAN
småleende
Ja visst gør jeg så. Du har ret i det. (slår over) – Men det var rejsen, vi snakked om. – Den må da ha’ kostet svært mange penge, Jørgen?
1.utg: 14
TESMAN
Nå, herre gud, – det store stipendium hjalp da et godt stykke på vejen.
FRØKEN TESMAN
Men jeg kan bare ikke skønne, at du fik det til at strække til for to.
TESMAN
Nej, nej, det er ikke så ligetil at skønne heller? Hvad?
FRØKEN TESMAN
Og så det til, når det er en dame, en rejser med. For det skal nu falde så urimelig meget dyrere, har jeg hørt sige.
TESMAN
Ja, det forstår sig, – noget dyrere falder det jo. Men Hedda måtte ha’ den rejsen, tante! Hun måtte virkelig det. Det vilde ikke ha’ passet sig andet.
FRØKEN TESMAN
Nej, nej, det vilde vel ikke det. For en bryllupsrejse hører jo ligesom til nutildags. – Men sig mig så, – har du nu fåt sét dig rigtig om i lejligheden?
1.utg: 15
TESMAN
Ja, det kan du tro. Jeg har været på færde lige siden det blev lyst.
HIS: 22
FRØKEN TESMAN
Og hvad synes du så om det alt sammen?
TESMAN
Udmærket! Ganske udmærket! Der er bare det, jeg ikke kan forstå, hvad vi skal gøre med de to tomme værelserne, som ligger imellem bagstuen der og Heddas sovekammer.
FRØKEN TESMAN smålér
Å, min kære Jørgen, dem kan der nok bli’ brug for – sådan med tiden.
HU: 302
TESMAN
Ja, det har du sandelig ret i, tante Julle! For efterhånden som jeg forøger min bogsamling, så –. Hvad?
FRØKEN TESMAN
Netop, min kære gut. Det var bogsamlingen, jeg tænkte på.
TESMAN
Mest glad er jeg nu for Heddas skyld. Før
1.utg: 16
vi blev forlovet, sa’ hun jo så tidt, at hun aldrig brød sig om at bo noget andet steds, end i statsrådinde Falks villa.
FRØKEN TESMAN
Ja, tænk, – og så skulde det træffe sig så, at den blev til salgs. Just som I var rejst.
TESMAN
Ja, tante Julle, vi havde rigtignok lykken med os. Hvad?
HIS: 23
FRØKEN TESMAN
Men dyrt, min kære Jørgen! Dyrt blir det for dig, – alt dette her.
TESMAN ser lidt forsagt på hende
Ja, det blir vel kanske det, tante?
FRØKEN TESMAN
Å, du store gud!
TESMAN
Hvor meget, tror du? Så omtrent? Hvad?
FRØKEN TESMAN
Nej, det kan jeg umulig vide, før alle regningerne kommer.
1.utg: 17
TESMAN
Nå, heldigvis så har jo assessor Brack betinget så læmpelige vilkår for mig. Det skrev han selv til Hedda.
FRØKEN TESMAN
Ja, ængst dig aldrig for det, min gut. – Møblerne og alle tæpperne har jeg desuden gi’t sikkerhed for.
TESMAN
Sikkerhed? Du? Kære tante Julle, – hvad slags sikkerhed kunde du gi’?
FRØKEN TESMAN
Jeg har gi’t anvisning på rentepengene.
TESMAN springer op
Hvad! På dine – og tante Rinas rentepenge!
HIS: 24
FRØKEN TESMAN
Ja, jeg vidste ikke nogen anden udvej, sér du.
HU: 303
TESMAN
stiller sig foran hende
Men er du da ble’t rent gal, tante! De rentepengene, – det er jo det eneste, som du og tante Rina har at leve af.
1.utg: 18
FRØKEN TESMAN
Nå, nå, – tag da ikke så på vej for det. Det hele er bare en formsag, skønner du. Det sa’ assessor Brack også. For det var ham, som var så snil at ordne det alt sammen for mig. Bare en formsag, sa’ han.
TESMAN
Ja, det kan være godt nok. Men alligevel –
FRØKEN TESMAN
For nu får du jo din egen gage at ta’ af. Og, herre gud, om vi også måtte punge lidt ud –? Spæ’ lidt til i førstningen –? Det vilde jo bare være ligesom en lykke for os, det.
TESMAN
Å, tante, – aldrig blir du da træt af at ofre dig for mig!
FRØKEN TESMAN rejser sig og lægger hænderne på hans skuldre
Har jeg da nogen anden glæde i denne verden end at jævne vejen for dig, min kære gut? Du, som hverken har havt far eller mor at holde dig til. Og nu står vi ved målet, du! Det kunde sé sort ud imellemstunder. Men, gud ské lov, nu er du ovenpå, Jørgen!
1.utg: 19
TESMAN
Ja, det er i grunden mærkeligt, sådan som alting har føjet sig.
HIS: 25
FRØKEN TESMAN
Ja, – og de, som stod dig imod – og vilde stænge for dig, – de får såmæn ligge under. De er faldne, de, Jørgen! Han, som var dig den farligste, – han faldt nu værst, han. – Og nu ligger han der, som han har redet for sig, – stakkers forvildede menneske.
TESMAN
Har du hørt noget om Ejlert? Siden jeg rejste, mener jeg.
FRØKEN TESMAN
Ikke andet end at han skal ha’ git ud en ny bog.
TESMAN
Hvad for noget! Ejlert Løvborg? Nu nylig? Hvad?
HU: 304
FRØKEN TESMAN
Ja, de siger så. Gud véd, om der kan være stort ved den, du? Nej, når din nye bog kommer, – det blir vel noget andet, det, Jørgen! Hvad skal den handle om?
1.utg: 20
TESMAN
Den kommer til at handle om den brabantske husflid i middelalderen.
FRØKEN TESMAN
Nej, tænk, – at du kan skrive om sådant noget også!
TESMAN
For resten kan det komme til at vare længe med den bogen endnu. Jeg har jo disse vidtløftige samlinger, som må ordnes først, ser du.
HIS: 26
FRØKEN TESMAN
Ja, ordne og samle, – det kan du rigtignok. Du er ikke for ingenting salig Jochums søn.
TESMAN
Jeg glæder mig også så svært til at gå ivej med det. Helst nu, da jeg har fåt mit eget hyggelige hus og hjem til at arbejde i.
FRØKEN TESMAN
Og først og fremst nu, da du har fåt hende, som dit hjerte begærte, kære Jørgen.
TESMAN omfavner hende
Å ja, ja, tante Julle! Hedda, – det er nu
1.utg: 21
det aller dejligste af det hele! (ser mod døråbningen) Der tror jeg hun kommer. Hvad?
Hedda kommer fra venstre side gennem bagværelset. Hun er en dame på 29 år. Ansigt og skikkelse ædelt og fornemt formet. Hudfarven er af en mat bleghed. Øjnene er stålgrå og udtrykker en kold, klar ro. Håret er smukt mellembrunt, men ikke synderlig fyldigt. Hun er klædt i en smagfuld, noget løst siddende formiddagsdragt.
FRØKEN TESMAN går Hedda imøde
Godmorgen, kære Hedda! Hjertelig godmorgen!
HEDDA rækker hende hånden
Godmorgen, kære frøken Tesman! Så tidlig på visit? Det var jo venligt.
FRØKEN TESMAN synes noget forlegen
Nå, – har så den unge fruen sovet godt i sit nye hjem?
HIS: 27
HEDDA
Å jo, tak! Så tålelig.
TESMAN lér
Tålelig! Nej, nu er du god, Hedda! Du sov såmæn som en sten, da jeg stod op.
1.utg: 22
HU: 305
HEDDA
Heldigvis. For resten så må man jo vænne sig til alt nyt, frøken Tesman. Sådan lidt efter lidt. (ser mod venstre) Uh, – der har pigen sat altandøren åben. Her står ind et helt hav af sol.
FRØKEN TESMAN går mod døren
Nå, så skal vi lukke.
HEDDA
Nej, nej, ikke det! Kære Tesman, træk forhængene sammen. Det gir mildere lys.
TESMAN ved døren
Ja vel, – ja vel. – Se så, Hedda, – nu har du både skygge og frisk luft.
HEDDA
Ja, frisk luft kan her virkelig behøves. Alle disse velsignede blomsterne –. Men, kære, – vil De ikke ta’ plads, frøken Tesman?
FRØKEN TESMAN
Nej mange tak. Nu ved jeg jo, at her står godt til, – gud ske lov! Og så får jeg sé at komme mig hjemover igen. Til hende, som ligger og venter så sårt, stakker.
1.utg: 23
HIS: 28
TESMAN
Hils hende endelig så mange gange fra mig, du. Og sig, at jeg kommer indom og ser til hende senere idag.
FRØKEN TESMAN
Ja, ja, det skal jeg nok gøre. Men det er sandt, Jørgen – (famler i kjolelommen) Det havde jeg sånær glemt. Her har jeg noget med til dig.
TESMAN
Hvad er det for noget, tante? Hvad?
FRØKEN TESMAN trækker op en flad pakke i avispapir og rækker ham den
Se her, min kære gut.
TESMAN åbner
Nej, herre gud, – har du gemt dem for mig, tante Julle! Hedda! Det er virkelig rørende, du! Hvad?
HEDDA ved etagèrerne til højre
Ja, kære, hvad er det da?
TESMAN
Mine gamle morgensko! Tøflerne, du!
1.utg: 24
HEDDA
Ja så. Jeg husker, du talte ofte om dem på rejsen.
TESMAN
Ja, jeg savned dem så svært. (går hen til hende) Her skal du få sé dem, Hedda!
HIS: 29
HU: 306
HEDDA
går hen mod ovnen
Nej tak, det bryr jeg mig virkelig ikke om.
TESMAN følger efter
Tænk, du, – de har tante Rina ligget og broderet for mig. Så syg, som hun var. Å, du kan ikke tro, hvor mange erindringer, der knytter sig til dem.
HEDDA ved bordet
Ikke egentlig for mig.
FRØKEN TESMAN
Det kan jo Hedda ha’ ret i, Jørgen.
TESMAN
Ja, men jeg synes, at nu, da hun hører til familjen –
1.utg: 25
HEDDA
afbrydende
Med den pigen kommer vi visst aldrig ud af det, Tesman.
FRØKEN TESMAN
Ikke ud af det med Berte?
TESMAN
Kære, – hvor falder du på det? Hvad?
HEDDA peger
Se der! Der har hun lagt sin gamle hat efter sig på stolen.
TESMAN forskrækket, slipper morgenskoene på gulvet
Men Hedda da –!
HIS: 30
HEDDA
Tænk, – om nogen kom og så sligt.
TESMAN
Nej men, Hedda, – det er jo tante Julles hat!
HEDDA
Så?
1.utg: 26
FRØKEN TESMAN
tager hatten
Ja såmæn er det min. Og gammel er den nu for resten ikke, lille fru Hedda.
HEDDA
Jeg så virkelig ikke så nøje på den, frøken Tesman.
FRØKEN TESMAN binder hatten på sig
Det er sandfærdelig den første gang jeg har den på. Ja, det véd den gode gud, at det er.
TESMAN
Og stadselig er den også. Rigtig pragtfuld!
FRØKEN TESMAN
Å, der er måde med det, min kære Jørgen. (sér sig om) Parasollen –? Nå her. (tar den) For den er også min. (mumler) Ikke Bertes.
TESMAN
Ny hat og ny parasol! Nej, tænk, Hedda!
HEDDA
Smukt og nydeligt er det.
HIS: 31
TESMAN
Ja, ikke sandt? Hvad? Men, tante, sé da
1.utg: 27
rigtig på Hedda, før du går! Sé, hvor smuk og nydelig hun er!
HU: 307
FRØKEN TESMAN
Å, kære, det er da ikke noget nyt. Hedda har jo været dejlig alle sine dage.
Hun nikker og går mod højre.
TESMAN følger efter
Ja, men har du lagt mærke til, hvor fyldig og frodig hun er ble’t? Hvor svært hun har lagt sig ud på rejsen?
HEDDA går henover gulvet
Å, lad da være –!
FRØKEN TESMAN har standset og vendt sig
Lagt sig ud?
TESMAN
Ja, tante Julle, du kan ikke så godt sé det, nu hun har den kjolen på sig. Men jeg, som har anledning til at –
HEDDA ved glasdøren, utålmodig
Å, du har ikke anledning til nogenting!
1.utg: 28
TESMAN
Det må være fjeldluften der nede i Tyrol –
HEDDA kort, afbrydende
Jeg er akkurat nu, som da jeg rejste.
HIS: 32
TESMAN
Ja, det påstår du. Men nej såmæn om du er. Synes ikke du også, tante?
FRØKEN TESMAN har foldet hænderne og stirrer på hende
Dejlig, – dejlig, – dejlig er Hedda. (går hen til hende, bøjer med begge hænder hendes hoved og kysser hende på håret) Gud velsigne og bevare Hedda Tesman. For Jørgens skyld.
HEDDA gør sig læmpeligt løs
Å –! Slip mig så.
FRØKEN TESMAN i stille bevægelse
Hver evige dag kommer jeg indom til jer to.
TESMAN
Ja, gør endelig det, tante! Hvad?
1.utg: 29
FRØKEN TESMAN
Farvel, – farvel!
Hun går ud gennem forstuedøren. Tesman følger hende ud. Døren blir stående halvt åben. Tesman høres at gentage sine hilsener til tante Rina og takke for morgenskoene.
Samtidigt hermed går Hedda om på gulvet, hæver armene, knytter hænderne som i raseri. Slår så forhængene fra glasdøren, blir stående der og ser ud.
Lidt efter kommer Tesman ind igen og lukker døren efter sig.
TESMAN tar morgenskoene op fra gulvet
Hvad er det du står og ser på, Hedda?
HIS: 33
HU: 308
HEDDA
igen rolig og behersket
Jeg står bare og sér på løvet. Det er så gult. Og så vissent.
TESMAN pakker skoene ind og lægger dem på bordet
Ja, vi er jo også ude i September nu.
HEDDA atter urolig
Ja tænk, – nu er vi allerede i – i September.
TESMAN
Synes du ikke tante Julle var underlig, du? Næsten højtidelig? Kan du begribe, hvad der gik af hende? Hvad?
1.utg: 30
HEDDA
Jeg kender hende jo næsten ikke. Plejer hun ikke ofte være så?
TESMAN
Nej, ikke på den måde som idag.
HEDDA går fra glasdøren
Tror du hun tog sig nær af dette her med hatten?
TESMAN
Å, ikke videre. Kanské en liden smule i øjeblikket –
HEDDA
Men hvad er det også for manér at slænge sin hat fra sig her inde i salonen! Man bruger ikke det.
TESMAN
Nå, du kan være viss på, tante Julle gør det ikke oftere.
HIS: 34
HEDDA
For resten så skal jeg nok jævne det ud med hende.
TESMAN
Ja, kære, snille Hedda, hvis du vilde det!
1.utg: 31
HEDDA
Når du går ind til dem senere idag, så kan du jo be’ hende herud til iaften.
TESMAN
Ja, det skal jeg rigtig gøre. Og så er der én ting til, som du kunde glæde hende så umådelig med.
HEDDA
Nå?
TESMAN
Hvis du bare kunde overvinde dig til at sige du til hende. For min skyld, Hedda? Hvad?
HEDDA
Nej, nej, Tesman, – det må du, ved gud, ikke be’ mig om. Jeg har sagt dig det engang før. Jeg skal prøve på at kalde hende tante. Og dermed får det være nok.
HU: 309
TESMAN
Ja-ja da. Men jeg synes bare, at nu, da du hører til familjen, så –
HEDDA
Hm, – jeg véd nu rigtignok ikke –
Hun går opover gulvet mod døråbningen.
1.utg: 32
HIS: 35
TESMAN
lidt efter
Er der noget ivejen med dig, Hedda? Hvad?
HEDDA
Jeg ser bare på mit gamle piano. Det står ikke rigtig godt sammen med alt dette andet.
TESMAN
Første gang jeg hæver gage, så skal vi sé at få det byttet.
HEDDA
Nej, nej, – ikke byttet. Jeg vil ikke af med det. Vi kan heller stille det der inde i bagværelset. Og så kan vi jo få et andet her i stedet. Sådan ved lejlighed, mener jeg.
TESMAN lidt forsagt
Ja, – det kan vi jo også gøre.
HEDDA tar buketten på pianoet
De blomster stod ikke her inat da vi kom.
TESMAN
Tante Julle har visst havt dem med til dig.
1.utg: 33
HEDDA
ser ind i buketten
Et visitkort. (tar det ud og læser) «Kommer igen senere på dagen». Kan du gætte, hvem det er fra?
TESMAN
Nej. Fra hvem da? Hvad?
HEDDA
Her står «Fru foged Elvsted».
HIS: 36
TESMAN
Nej virkelig? Fru Elvsted! Frøken Rysing, som hun hed før.
HEDDA
Ja netop. Hun med det irriterende håret, som hun gik omkring og gjorde opsigt med. Din gamle flamme, har jeg hørt sige.
TESMAN lér
Nå, det stod ikke længe på. Og så var det nu før jeg kendte dig, det, Hedda. Men tænk, – at hun er i byen.
HEDDA
Besynderligt, at hun gør visit hos os. Jeg kender hende jo næsten bare fra institutet.
1.utg: 34
HU: 310
TESMAN
Ja, jeg har såmæn heller ikke set hende på – gud véd, hvor lang tid. At hun kan holde det ud der oppe i slig en afkrog. Hvad?
HEDDA tænker sig om og siger pludseligt
Hør, Tesman, – er det ikke der oppe et steds, at han holder til, – han, – Ejlert Løvborg?
TESMAN
Jo, det er netop oppe på de kanter.
Berte kommer i døren til forstuen.
BERTE
Frue, nu er hun her igen, den damen, som var indom og gav blomster af for en stund siden. (peger) De, som fruen står med.
HIS: 37
HEDDA
Ah, er hun det? Ja, vil De så la’ hende komme ind.
Berte åbner døren for fru Elvsted og går selv ud. – Fru Elvsted er en spæd skikkelse med smukke, bløde ansigtsformer. Øjnene er lyseblå, store, runde og noget fremstående, med et forskræmt spørgende udtryk. Håret er påfaldende lyst, næsten hvidgult, og usædvanlig rigt og bølgende. Hun er et par år yngre end Hedda. Påklædningen er mørk visitdragt, der er smagfuld men ikke helt efter nyeste mode.
1.utg: 35
HEDDA
går hende venlig imøde
God dag, bedste fru Elvsted. Det var da morsomt at få se Dem igen engang.
FRU ELVSTED nervøs, søger at beherske sig
Ja, det er svært længe siden vi mødtes.
TESMAN rækker hende hånden
Og vi to også. Hvad?
HEDDA
Tak for Deres dejlige blomster –
FRU ELVSTED
Å jeg be’r –. Jeg vilde ha’ været her straks igår eftermiddag. Men så fik jeg høre, at De var ude på rejse –
TESMAN
Er De nylig kommen til byen? Hvad?
HIS: 38
FRU ELVSTED
Jeg kom her til igår ved middagstider. Å, jeg blev så rent fortvilet, da jeg hørte, at De ikke var hjemme.
HEDDA
Fortvilet! Hvorfor det?
1.utg: 36
TESMAN
Men bedste, kære fru Rysing – fru Elvsted vilde jeg sige –
HU: 311
HEDDA
Der er da vel ikke noget slags galt på færde?
FRU ELVSTED
Jo, der er. Og jeg véd ikke noget levende menneske herinde, som jeg ellers kunde vende mig til.
HEDDA lægger buketten på bordet
Kom, – så sætter vi os her på sofaen –
FRU ELVSTED
Å, jeg har hverken rist eller ro til at sidde!
HEDDA
Jo visst har De så. Kom så her.
Hun drager fru Elvsted ned på sofaen og sætter sig ved siden af hende.
TESMAN
Nå? Og så, frue –?
HEDDA
Er der hændt noget særdeles der oppe hos Dem?
1.utg: 37
HIS: 39
FRU ELVSTED
Ja, – det både er og det ikke er. Å, – jeg vilde så inderlig gerne, at De ikke skulde misforstå mig –
HEDDA
Men så gør De rigtig rettest i at tale rent ud, fru Elvsted.
TESMAN
For det er da vel derfor De kommer. Hvad?
FRU ELVSTED
Ja, ja, – det er jo det. Og så får jeg da sige Dem, – hvis De ikke alt véd det, – at Ejlert Løvborg også er i byen.
HEDDA
Er Løvborg –!
TESMAN
Nej, er Ejlert Løvborg kommen tilbage igen! Tænk det, Hedda!
HEDDA
Herre gud, jeg hører det jo.
FRU ELVSTED
Han har nu alt været her en uges tid.
1.utg: 38
Tænke sig til, – en hel uge! I denne farlige by. Alene! Med alt det slette selskab, som her findes.
HEDDA
Men, bedste fru Elvsted, – hvad kommer han egentlig Dem ved?
HIS: 40
FRU ELVSTED
sér forskræmt på hende og siger hurtigt
Han har været lærer for børnene.
HEDDA
For Deres børn?
FRU ELVSTED
For min mands. Jeg har ingen.
HEDDA
For stedbørnene altså.
HU: 312
FRU ELVSTED
Ja.
TESMAN noget famlende
Var han da så vidt, – jeg véd ikke hvorledes jeg skal udtrykke mig, – så vidt – regelmæssig i liv og levnet, at man kunde sætte ham til det? Hvad?
1.utg: 39
FRU ELVSTED
I de sidste par år har der ikke været noget at sige på ham.
TESMAN
Nej virkelig ikke? Tænk det, Hedda!
HEDDA
Jeg hører det.
FRU ELVSTED
Ikke det ringeste, forsikrer jeg Dem! Ikke i nogen henseende. Men alligevel –. Nu, da jeg véd ham her inde – i den store
HIS: 41
byen –. Og med de mange penge mellem hænderne. Nu er jeg så dødelig ræd for ham.
TESMAN
Men hvorfor blev han så ikke heller der oppe, hvor han var? Hos Dem og Deres mand? Hvad?
FRU ELVSTED
Da bogen var kommet ud, så havde han ikke længer rist eller ro på sig oppe hos os.
TESMAN
Ja, det er sandt, – tante Julle sa’, han havde gi’t ud en ny bog.
1.utg: 40
FRU ELVSTED
Ja, en stor ny bog, som handler om kulturgangen – sådan i det hele. Det er nu en fjorten dage siden. Og da den blev købt og læst så meget – og gjorde så svært stor opsigt –
TESMAN
Så det gjorde den altså? Da må det vel være noget, han har havt liggende fra sine gode dage.
FRU ELVSTED
Fra før af, mener De?
TESMAN
Ja vel.
FRU ELVSTED
Nej, han har skrevet det alt sammen oppe hos os. Nu – i det sidste år.
HIS: 42
TESMAN
Det er jo glædeligt at høre, Hedda! Tænk det, du!
FRU ELVSTED
Ak ja, når det nu bare måtte vare ved!
HEDDA
Har De truffet ham her inde?
1.utg: 41
HU: 313
FRU ELVSTED
Nej, endnu ikke. Jeg havde så megen møje med at få hans adresse opspurgt. Men nu imorges så fik jeg den da endelig.
HEDDA ser forskende hen til hende
I grunden synes jeg, det er lidt underligt af Deres mand – hm –
FRU ELVSTED farer nervøst sammen
Af min mand! Hvilket?
HEDDA
At han sender Dem til byen i et sligt ærende. At han ikke rejser selv ind og sér til sin ven.
FRU ELVSTED
Å, nej, nej, – min mand har ikke tid til det. Og så var det – nogen indkøb, jeg skulde gøre.
HEDDA smiler let
Nå, det er jo en anden sag.
FRU ELVSTED rejser sig hurtigt og i uro
Og nu bér jeg Dem så bønligt, herr Tesman,
1.utg: 42
– tag godt imod Ejlert Løvborg, hvis han kommer til Dem! Og det gør han
HIS: 43
sikkert. Herre gud, – De har jo været så gode venner før i tiden. Og så er det jo de selv-samme studeringer, som De begge to driver på med. De samme videnskaber, – så vidt jeg kan skønne.
TESMAN
Nå, det var det da før ialfald.
FRU ELVSTED
Ja, og derfor bér jeg Dem så indstændigt, at De endelig – De også – at De vil ha’ et vågent øje med ham. Å, ikke sandt, herr Tesman, – De lover mig dog det?
TESMAN
Ja, så inderlig gerne, fru Rysing –
HEDDA
Elvsted.
TESMAN
Jeg skal såmæn gøre for Ejlert alt, hvad der bare står i min magt. Det kan De forlade Dem på.
FRU ELVSTED
Å, hvor det er velsignet snilt af Dem!
1.utg: 43
(trykker hans hænder) Tak, tak, tak! (forskrækket) Ja, for min mand holder så svært af ham!
HEDDA rejser sig
Du skulde skrive ham til, Tesman. For kanské han ikke kommer til dig sådan af sig selv.
HIS: 44
TESMAN
Ja, det turde vel være det rigtigste, det, Hedda? Hvad?
HU: 314
HEDDA
Og gør det jo før jo heller. Nu straks, synes jeg.
FRU ELVSTED bønligt
Å ja, dersom De vilde det!
TESMAN
Jeg skriver i dette øjeblik. Har De hans adresse, fru – fru Elvsted?
FRU ELVSTED
Ja. (tar en liden seddel op af lommen og rækker ham den) Her står det.
TESMAN
Godt, godt. Så går jeg ind – (sér sig om) Det er sandt, – tøflerne? Nå her. (tar pakken og vil gå)
1.utg: 44
HEDDA
Skriv nu endelig varmt og venskabeligt til ham. Og dygtig langt også.
TESMAN
Ja, det skal jeg nok.
FRU ELVSTED
Men endelig ikke et ord om, at jeg har bedt for ham!
HIS: 45
TESMAN
Nej, det forstår sig da af sig selv. Hvad?
Han går igennem bagstuen til højre.
HEDDA går hen til fru Elvsted, smiler og siger dæmpet
Se så! Nu slog vi to fluer med et smæk.
FRU ELVSTED
Hvorledes mener De det?
HEDDA
Forstod De ikke, at jeg vilde ha’ ham afsted?
FRU ELVSTED
Ja, for at skrive det brevet –
HEDDA
Og så for at få tale alene med Dem.
1.utg: 45
FRU ELVSTED
forvirret
Om dette samme!
HEDDA
Ja just om det.
FRU ELVSTED angst
Men der er ikke mere, fru Tesman! Virkelig ikke mere!
HIS: 46
HEDDA
Å jo såmæn er der så. Der er betydelig mere. Så meget forstår jeg da. Kom her, – så sætter vi os rigtig fortrolig sammen.
Hun tvinger fru Elvsted ned i lænestolen ved ovnen og sætter sig selv på en af taburetterne.
FRU ELVSTED ængstelig, ser sit uhr
Men kære, bedste frue –. Jeg havde egentlig tænkt at gå nu.
HU: 315
HEDDA
Å, det haster det da vel ikke med. – Nå? Fortæl mig nu lidt om hvorledes De har det i hjemmet.
1.utg: 46
FRU ELVSTED
Å, det er just det, som jeg nødigst af alt vilde røre ved.
HEDDA
Men til mig, kære –? Herre gud, vi gik jo i institutet sammen.
FRU ELVSTED
Ja, men De sad en klasse over mig. Å, hvor gruelig ræd jeg var for Dem dengang!
HEDDA
Var De ræd for mig?
FRU ELVSTED
Ja. Så gruelig ræd. For når vi mødtes på trapperne, så brugte De altid at ruske mig i håret.
HIS: 47
HEDDA
Nej, gjorde jeg det?
FRU ELVSTED
Ja, og en gang sa’ De, at De vilde svi’e det af mig.
HEDDA
Å, det var jo bare løs snak, kan De vide.
1.utg: 47
FRU ELVSTED
Ja, men jeg var så dum dengang. – Og så sidenefter ialfald – så er vi da kommet så langt – langt ifra hinanden. Vore kredse var jo så rent forskellige.
HEDDA
Nå, så vil vi sé at rykke hinanden nærmere igen. Hør nu her! I institutet sa’ vi dog du til hinanden. Og så kaldte vi hinanden ved fornavn –
FRU ELVSTED
Nej, det tar De sikkert fejl i.
HEDDA
Nej visst gør jeg ikke, nej! Jeg husker det så tydeligt. Og derfor vil vi være fortrolige, nu som i gamle dage. (flytter sig nærmere på taburetten) Se så! (kysser hende på kindet) Nu siger du du til mig og kalder mig Hedda.
FRU ELVSTED trykker og klapper hendes hænder
Å, så megen godhed og venlighed –! Det er noget, jeg slet ikke er vant til.
HIS: 48
HEDDA
Så, så, så! Og jeg siger du til dig, ligesom før, og kalder dig min kære Thora.
1.utg: 48
FRU ELVSTED
Thea heder jeg.
HU: 316
HEDDA
Ja rigtig. Naturligvis. Thea mente jeg. (ser deltagende på hende) Så du er så lidet vant til godhed og venlighed, du, Thea? I dit eget hjem?
FRU ELVSTED
Å, dersom jeg havde noget hjem! Men jeg har ikke noget. Har aldrig havt noget.
HEDDA ser lidt på hende
Jeg har anet, at det måtte være noget af den slags.
FRU ELVSTED stirrer hjælpeløst frem for sig
Ja, – ja, – ja.
HEDDA
Jeg kan ikke rigtig huske det nu. Men var det ikke fra først af som husbestyrerinde, at du kom der op til fogdens?
FRU ELVSTED
Egentlig skulde det været som guvernante. Men hans hustru, – hun dengang, – hun var
1.utg: 49
svagelig, – og sengeliggende for det meste. Så måtte jeg ta’ mig af huset også.
HEDDA
Men så, – til slut, – så blev du husets frue.
HIS: 49
FRU ELVSTED
tungt
Ja, så blev jeg det.
HEDDA
Lad mig sé –. Hvor længe er nu omtrent det siden?
FRU ELVSTED
At jeg blev gift?
HEDDA
Ja.
FRU ELVSTED
Det er nu en fem år siden.
HEDDA
Ja rigtig; det må det være.
FRU ELVSTED
Å disse fem år –! Eller mest de to–tre sidste da. Å, dersom De kunde tænke Dem til –
1.utg: 50
HEDDA
slår hende let over hånden
De? Fy, Thea!
FRU ELVSTED
Nej, nej, jeg skal prøve på det. – Ja dersom – du bare kunde ane og forstå –
HEDDA henkastende
Ejlert Løvborg har jo også været der oppe en tre års tid, tror jeg.
HIS: 50
FRU ELVSTED
ser usikkert på hende
Ejlert Løvborg? Ja, – han har det.
HEDDA
Kendte du ham allerede her fra byen af?
HU: 317
FRU ELVSTED
Næsten slet ikke. Ja, det vil sige, – af navn naturligvis.
HEDDA
Men så der oppe, – der kom han altså i huset til jer?
FRU ELVSTED
Ja, han kom hver dag over til os. Han
1.utg: 51
skulde jo læse med børnene. For jeg alene kunde ikke i længden magte det alt sammen.
HEDDA
Nej, det er begribeligt. – Og din mand –? Han er vel sagtens ofte ude på rejser?
FRU ELVSTED
Ja. De – du kan vide, at som foged må han tidt rejse omkring i distriktet.
HEDDA læner sig mod stolarmen
Thea, – stakkers søde Thea, – nu skal du fortælle mig alting, – således som det er.
FRU ELVSTED
Ja, så får du spørge da.
HIS: 51
HEDDA
Hvorledes er egentlig din mand, du, Thea? Jeg mener, – sådan – i omgang. Er han god imod dig?
FRU ELVSTED undvigende
Han tror visst selv, at han gør alt på det bedste.
1.utg: 52
HEDDA
Jeg synes bare han må være altfor gammel for dig. Visst over de tyve år ældre?
FRU ELVSTED irriteret
Det også. Det ene med det andet. Alt er mig imod hos ham! Vi ejer ikke en tanke sammen. Ingen verdens ting, – han og jeg.
HEDDA
Men holder han ikke alligevel af dig? Sådan på sin måde?
FRU ELVSTED
Å, jeg véd ikke, hvad han gør. Jeg er visst bare nyttig for ham. Og så koster det ikke så stort at holde mig. Jeg er billig.
HEDDA
Det er dumt af dig.
FRU ELVSTED ryster på hovedet
Kan ikke være anderledes. Ikke med ham. Han holder visst ikke rigtig af nogen anden end sig selv. Og så kanské lidt af børnene.
HEDDA
Og så af Ejlert Løvborg, Thea.
1.utg: 53
HIS: 52
HU: 318
FRU ELVSTED
ser hen på hende
Af Ejlert Løvborg! Hvor kan du falde på det?
HEDDA
Men, kære, – jeg synes da, at når han sender dig helt herind til byen efter ham – (smiler næsten umærkeligt) Og desuden så sa’ du det jo selv til Tesman.
FRU ELVSTED med en nervøs trækning
Nå så? Ja, jeg gjorde nok det. (udbryder dæmpet) Nej, – jeg får lige så godt sige dig det først som sidst! For det kommer jo så for dagens lys alligevel.
HEDDA
Men, min kære Thea –?
FRU ELVSTED
Nå, kort og godt da! Min mand vidste sletikke af, at jeg rejste.
HEDDA
Hvad for noget! Vidste ikke din mand af det!
FRU ELVSTED
Nej naturligvis. Han var desuden ikke
1.utg: 54
hjemme. Var på rejse, han også. Å, jeg kunde ikke holde det ud længer, Hedda! Rent umuligt! Så alene, som jeg herefter vilde bli’ deroppe.
HEDDA
Nå? Og så?
FRU ELVSTED
Så pakked jeg nogen af mine sager sammen, ser du. Det nødvendigste. Sådan i al stilhed. Og så gik jeg fra gården.
HIS: 53
HEDDA
Uden videre?
FRU ELVSTED
Ja. Og rejste så med jernbanen lige herind til byen.
HEDDA
Men, min kære gode Thea, – at du turde vove det!
FRU ELVSTED rejser sig og går hen over gulvet
Ja, hvad i al verden skulde jeg vel andet gøre!
HEDDA
Men hvad tror du da din mand vil sige, når du kommer hjem igen?
1.utg: 55
FRU ELVSTED
ved bordet, ser hen på hende
Der op til ham?
HEDDA
Ja vel, – ja vel?
FRU ELVSTED
Der op til ham kommer jeg aldrig mere.
HEDDA rejser sig og går nærmere
Du er altså, – for fuldt alvor, – rejst ifra det altsammen?
HU: 319
FRU ELVSTED
Ja. Jeg syntes ikke, der var andet for mig at gøre.
HEDDA
Og så – at du gik så rent åbenlyst.
HIS: 54
FRU ELVSTED
Å, sligt noget kan jo ikke lægges dølgsmål på alligevel.
HEDDA
Men hvad tror du så, folk vil sige om dig, Thea?
1.utg: 56
FRU ELVSTED
De får i guds navn sige, hvad de vil. (sætter sig træt og tungt i sofaen) For jeg har ikke gjort andet end jeg måtte gøre.
HEDDA efter en kort taushed
Hvad tænker du nu at ta’ dig til? Hvad vil du slå ind på?
FRU ELVSTED
Det véd jeg ikke endnu. Jeg véd bare, at jeg leve her, hvor Ejlert Løvborg lever. – Hvis jeg skal leve da.
HEDDA flytter en stol nærmere fra bordet, sætter sig hos hende og stryger hendes hænder
Du, Thea, – hvorledes kom dette – dette venskabsforhold – mellem dig og Ejlert Løvborg?
FRU ELVSTED
Å, det kom sådan lidt efter lidt. Jeg fik ligesom et slags magt over ham.
HEDDA
Så?
FRU ELVSTED
Han la’ af sine gamle vaner. Ikke fordi
1.utg: 57
jeg bad ham om det. For det turde jeg aldrig gøre. Men han mærked nok, at sligt noget var mig imod. Og så lod han det fare.
HIS: 55
HEDDA
dølger et uvilkårligt hånsmil
Du har altså genoprejst ham, – som man siger, – du, lille Thea.
FRU ELVSTED
Ja, det siger han selv i det mindste. Og han, – på sin side, – han har gjort et slags virkeligt menneske ud af mig. Lært mig at tænke – og forstå både det ene og det andet.
HEDDA
Læste han kanske med dig også?
FRU ELVSTED
Nej, ikke just læste. Men han talte med mig. Talte om så uendelig mangt og meget. Og så
HU: 320
kom den dejlige, lykkelige tid, da jeg fik dél i hans arbejde! Fik lov til at hjælpe ham!
HEDDA
Så det fik du?
FRU ELVSTED
Ja! Når han skrev noget, så måtte vi altid være sammen om det.
1.utg: 58
HEDDA
Som to gode kammerater altså.
FRU ELVSTED livfuldt
Kammerater! Ja tænk, Hedda, – så kaldte han det også! – Å, jeg burde jo føle mig så inderlig glad. Men jeg kan ikke det heller. For jeg véd jo ikke, om det vil vare ved i længden.
HEDDA
Er du ikke sikrere på ham end som så?
HIS: 56
FRU ELVSTED
tungt
En kvindeskygge står imellem Ejlert Løvborg og mig.
HEDDA ser spændt på hende
Hvem kan det være?
FRU ELVSTED
Véd ikke. En eller anden fra – fra hans fortid. En, som han visst aldrig rigtig har glemt.
HEDDA
Hvad har han sagt – om dette her!
1.utg: 59
FRU ELVSTED
Han har bare en eneste gang – så løselig – tydet hen på det.
HEDDA
Nå! Og hvad sa’ han så!
FRU ELVSTED
Han sa’, at da de skiltes, så vilde hun ha’ skudt ham med en pistol.
HEDDA koldt, behersket
Å hvad! Sligt noget bruger man da ikke her.
FRU ELVSTED
Nej. Og derfor så tror jeg det må være den rødhårede sangerinden, som han en tid –
HEDDA
Ja, det kan vel være.
HIS: 57
FRU ELVSTED
For jeg husker, det blev sagt om hende, at hun gik med ladte våben.
HEDDA
Nå, – så er det naturligvis hende da.
1.utg: 60
FRU ELVSTED
vrider hænderne
Ja, men tænk dig, Hedda, – nu hører jeg, at den sangerinden, – hun er i byen igen! Å, – jeg er så rent fortvilet –
HU: 321
HEDDA
skotter mod bagværelset
Hys! Nu kommer Tesman. (rejser sig og hvisker) Thea, – alt dette her må bli’ imellem dig og mig.
FRU ELVSTED springer op
Å ja, – ja! For guds skyld –!
Jørgen Tesman, med et brev i hånden, kommer fra højre side gennem bagværelset.
TESMAN
Se så, – nu er epistelen fix og færdig.
HEDDA
Det var jo vel. Men fru Elvsted vil nok gå, tror jeg. Bi lidt. Jeg følger med til haveporten.
TESMAN
Du, Hedda, – kunde kanske Berte besørge dette her?
1.utg: 61
HEDDA
tar brevet
Jeg skal gi’ hende besked.
HIS: 58
Berte kommer fra forstuen.
BERTE
Assessor Brack er her og siger, at han gerne vilde hilse på herskabet.
HEDDA
Ja, bed assessoren værs’god komme ind. Og så, – hør her, – kast så dette brevet i postkassen.
BERTE tar brevet
Ja vel, frue.
Hun åbner døren for assessor Brack og går selv ud. Assessoren er en herre på 45 år. Undersætsig men velbygget og med elastiske bevægelser. Ansigtet rundagtigt med nobel profil. Håret kortklippet, næsten sort endnu og omhyggelig friseret. Øjnene livlige, spillende. Øjenbrynene tykke. Knebelsbarten ligeså, med afstudsede spidser. Han er klædt i elegant spadsérdragt, dog lidt for ungdommeligt for sin alder. Bruger lorgnet, som han nu og da lar falde.
ASSESSOR BRACK med hatten i hånden, hilser
Tør man sé indom så tidligt på dagen.
HEDDA
Ja såmæn tør man så.
1.utg: 62
TESMAN
trykker hans hånd
Altid velkommen skal De være. ( forestiller) Assessor Brack – frøken Rysing –
HIS: 59
HEDDA
Åh –!
BRACK bøjer sig
Ah, – glæder mig særdeles –
HEDDA sér på ham og lér
Det er virkelig morsomt at få beskue Dem ved dagslys, assessor!
BRACK
Forandret – finder De kanske?
HEDDA
Ja, en smule yngre, synes jeg.
HU: 322
BRACK
Takker forbindtligst.
TESMAN
Men hvad siger så De om Hedda! Hvad? Ser ikke hun frodig ud? Hun formelig –
1.utg: 63
HEDDA
Å, lad endelig mig bli’ udenfor. Tak heller assessoren for al den ulejlighed, han har havt –
BRACK
Å hvad, – det var mig bare en fornøjelse –
HEDDA
Ja, De er en trofast sjæl. Men min veninde står her og brænder
HIS: 60
efter at komme afsted. På gensyn, assessor. Jeg er her straks igen.
Gensidige hilsener. Fru Elvsted og Hedda går ud gennem forstuedøren.
BRACK
Nå, – er nu Deres hustru så nogenlunde fornøjet –?
TESMAN
Ja, vi kan ikke noksom takke Dem. Det vil sige, – lidt omflytning hist og her blir jo nødvendig, hører jeg. Og så mangler der jo et og andet. Vi blir nok nødt til at anskaffe en dél småting til.
BRACK
Ja så? Virkelig?
TESMAN
Men det skal ikke De få noget besvær med.
1.utg: 64
Hedda sa’, at hun vilde selv sørge for det, som mangler. – Skal vi så ikke ta’ plads? Hvad?
BRACK
Tak, et lidet øjeblik. (sætter sig ved bordet) Der er noget, jeg gerne vilde tale med Dem om, kære Tesman.
TESMAN
Så? Ah, forstår! (sætter sig) Det er vel sagtens den alvorlige del af festen, som begynder nu. Hvad?
BRACK
Å, de pengesagerne haster det jo ikke så svært med endnu.
HIS: 61
For øvrigt skulde jeg nok ønske, at vi havde indrettet os en smule tarveligere.
TESMAN
Men det vilde jo aldeles ikke gåt an! Tænk da på Hedda, kære! De, som kender hende så godt –. Jeg kunde da umulig by’ hende rent småborgerlige omgivelser!
BRACK
Nej, nej, – det er jo netop knuden.
TESMAN
Og så – heldigvis – så kan det jo ikke vare længe, før jeg får udnævnelsen.
1.utg: 65
HU: 323
BRACK
Å, ser De, – sådant noget kan ofte trække i langdrag.
TESMAN
Har De kanské hørt noget nærmere? Hvad?
BRACK
Ikke sådan noget ganske bestemt –. (afbrydende) Men det er sandt, – en nyhed kan jeg da fortælle Dem.
TESMAN
Nå?
BRACK
Deres gamle ven, Ejlert Løvborg, er kommen til byen igen.
TESMAN
Det véd jeg allerede.
HIS: 62
BRACK
Så? Hvor har De fåt vide det?
TESMAN
Hun fortalte det, den dame, som gik ud med Hedda.
1.utg: 66
BRACK
Ja så. Hvad var det hun hed? Jeg hørte ikke rigtig –
TESMAN
Fru Elvsted.
BRACK
Aha, – fogdens frue altså. Ja, – det er nok oppe hos dem han har havt sit tilhold.
TESMAN
Og tænk, – så hører jeg til min store glæde, at han er blét et aldeles ordentligt menneske igen!
BRACK
Ja, man vil jo påstå det.
TESMAN
Og så skal han jo ha’ gi’t ud en ny bog. Hvad?
BRACK
Ja bevar’s!
TESMAN
Og den har jo vakt opsigt også!
HIS: 63
BRACK
Ganske ualmindelig opsigt har den vakt.
1.utg: 67
TESMAN
Tænk, – er ikke det glædeligt at høre? Han, med sine mærkværdige evner –. Jeg var så sørgeligt sikker på, at han var gåt rent til grunde for bestandig.
BRACK
Det var nok også den almindelige mening om ham.
TESMAN
Men jeg begriber bare ikke, hvad han nu vil ta’ sig til! Hvad i al verden skal han kunne få at leve af? Hvad?
Hedda er under de sidste ord kommen ind gennem forstuedøren.
HEDDA til Brack, lér lidt hånligt
Altid går Tesman omkring og ængster sig for, hvad man skal få at leve af.
HU: 324
TESMAN
Herre gud, – vi sidder og taler om den stakkers Ejlert Løvborg, du.
HEDDA ser hurtigt hen på ham
Ah så? (sætter sig i lænestolen ved ovnen og spørger ligegyldigt) Hvad er der i vejen med ham?
1.utg: 68
TESMAN
Jo, – arven har han da visst sat overstyr for længe siden. Og en ny bog kan han vel ikke skrive hvert år. Hvad? Nå, – så spør jeg virkelig, hvad der skal bli’ af ham.
HIS: 64
BRACK
Det kunde jeg kanské fortælle Dem lidt om.
TESMAN
Nå?
BRACK
De må huske på, at han har slægtninge med ikke så liden indflydelse.
TESMAN
Å, desværre, – slægtningerne, de har jo rent slåt hånden af ham.
BRACK
Før kaldte de ham dog for familjens håb.
TESMAN
Ja før, ja! Men det har han jo selv forspildt.
HEDDA
Hvem véd? (smiler let) Oppe hos fogden Elvsteds har de jo genoprejst ham –
1.utg: 69
BRACK
Og så dertil denne bogen, som er kommet –
TESMAN
Jaja, gud gi’ at de så sandt vilde hjælpe ham til et eller andet. Jeg har netop skrevet ham til. Du, Hedda, jeg bad ham komme ud til os iaften.
HIS: 65
BRACK
Men, kære, De skal jo med til mit ungkarlsgilde iaften. Det lovte De jo på bryggen inat.
HEDDA
Havde du glemt det, Tesman?
TESMAN
Ja så sandelig havde jeg det.
BRACK
For øvrigt kan De visst være rolig for, at han ikke kommer.
TESMAN
Hvorfor tror De det? Hvad?
BRACK lidt nølende, rejser sig og støtter hænderne på stolryggen
Kære Tesman –. Og De også, frue –. Jeg
1.utg: 70
kan ikke forsvare at la’ Dem være i uvidenhed om noget, som – som –
TESMAN
Noget, som angår Ejlert –?
BRACK
Både Dem og ham.
HU: 325
TESMAN
Men, kære assessor, så sig det da!
BRACK
De bør være forberedt på, at Deres udnævnelse kanské ikke kommer så hurtigt, som De ønsker og venter.
HIS: 66
TESMAN
springer urolig op
Er der kommet noget i vejen? Hvad?
BRACK
Besættelsen af posten turde kanské bli’ gjort afhængig af en konkurrence –
TESMAN
Konkurrence! Tænk det, Hedda!
HEDDA læner sig længere bagover i stolen
Ah, sé, – sé!
1.utg: 71
TESMAN
Men med hvem da! Dog vel aldrig med –?
BRACK
Jo, netop. Med Ejlert Løvborg.
TESMAN slår hænderne sammen
Nej, nej, – dette her er jo rent utænkeligt! Rent umuligt! Hvad?
BRACK
Hm, – vi kan nok alligevel komme til at opleve det.
TESMAN
Nej men, assessor Brack, – det vilde da være den utroligste hensynsløshed imod mig! (fægter med armene) Ja, for – tænk, – jeg er jo en gift mand! Vi har jo giftet os på de udsigterne, Hedda og jeg. Gåt hen og sat svær gæld. Og lånt penge af tante Julle også. For, herre gud, – jeg havde da sågodtsom løfte på stillingen. Hvad?
HIS: 67
BRACK
Nå, nå, nå, – stillingen får De sagtens også. Men først gennem en kappestrid.
1.utg: 72
HEDDA
ubevægelig i lænestolen
Tænk, Tesman, – det blir næsten ligesom et slags sport.
TESMAN
Men, kæreste Hedda, hvor kan du da ta’ dette her så ligegyldigt!
HEDDA som før
Det gør jeg sletikke. Jeg er virkelig spændt på udfaldet.
BRACK
I ethvert tilfælde, fru Tesman, så er det godt, at De nu véd, hvorledes sagerne står. Jeg mener, – forinden De går ivej med de små indkøb, som jeg hører De truer med.
HU: 326
HEDDA
Dette her kan ingen forandring gøre.
BRACK
Nå så? Det er en anden sag. Farvel! (til Tesman) Når jeg går min eftermiddagstur, kommer jeg indom og henter Dem.
TESMAN
Å ja, ja, – jeg véd hverken ud eller ind.
1.utg: 73
HEDDA
liggende, strækker hånden frem
Farvel, assessor. Og velkommen igen.
HIS: 68
BRACK
Mange tak. Farvel, farvel.
TESMAN følger ham til døren
Farvel, kære assessor! De må virkelig ha’ mig undskyldt –
Assessor Brack går ud gennem forstuedøren.
TESMAN går henover gulvet
Å, Hedda, – man skulde dog aldrig vove sig ind i eventyrlandet. Hvad?
HEDDA sér på ham og smiler
Gør du det?
TESMAN
Ja, du, – det la’r sig ikke nægte, – det var eventyrligt at gå hen og gifte sig og sætte bo på blotte og bare udsigter.
HEDDA
Du kan kanské ha’ ret i det.
1.utg: 74
TESMAN
Nå, – vort hyggelige hjem har vi da ialfald, Hedda! Tænk, – det hjem, som vi beggeto gik og drømte om. Sværmed for, kan jeg næsten sige. Hvad?
HEDDA rejser sig langsomt og træt
Det var jo aftalen, at vi skulde leve selskabeligt. Føre hus.
TESMAN
Ja, herre gud, – sådan som jeg havde glædet mig til det! Tænk, – at få sé dig som værtinde, – i en udvalgt kreds! Hvad? – Ja,
HIS: 69
ja, ja, – foreløbig får vi to altså holde sammen i ensomhed, Hedda. Bare sé tante Julle hos os en gang imellem. – Å, du, som skulde havt det så langt – langt anderledes –!
HEDDA
Livrétjeneren får jeg naturligvis ikke nu for det første.
TESMAN
Å nej, – desværre. Holde tjener, – det kan der jo umulig bli’ tale om, ser du.
HEDDA
Og ridehesten, som jeg skulde ha’ –
1.utg: 75
HU: 327
TESMAN
forskrækket
Ridehesten!
HEDDA
– den tør jeg vel ikke engang tænke på nu.
TESMAN
Nej, gud bevare mig vel, – det siger sig da af sig selv!
HEDDA går henover gulvet
Nå, – en ting har jeg da ialfald til at muntre mig med sålænge.
TESMAN glædestrålende
Å, gud ske lov og tak for det! Og hvad er så det for noget, Hedda? Hvad?
HEDDA ved døråbningen, sér på ham med dulgt hån
Mine pistoler, – Jørgen.
HIS: 70
TESMAN
i angst
Pistolerne!
HEDDA med kolde øjne
General Gablers pistoler.
Hun går gennem bagværelset ud til venstre side.
1.utg: 76
TESMAN
løber hen i døråbningen og råber efter hende
Nej, gud velsigne dig, kæreste Hedda, – rør da ikke de farlige tingesterne! For min skyld, Hedda! Hvad?
1.utg: [77]
HIS: 71
HU: 328
ANDEN AKT
Værelset hos Tesmans ligesom i første akt, kun at pianofortet er flyttet ud og et elegant lidet skrivebord med bogreol er stillet i stedet. Ved sofaen til venstre er et mindre bord hensat. De fleste af blomsterbuketterne er borttagne. Fru Elvsteds buket står på det større bord fremme på gulvet. – Det er eftermiddag.
Hedda, omklædt i modtagelsesdragt, er alene i værelset. Hun står ved den åbne glasdør og lader en revolverpistol. Magen til den ligger i en åben pistolkasse på skrivebordet.
HEDDA ser ned i haven og råber
Goddag igen, herr assessor!
ASSESSOR BRACK høres nedefra i frastand
I lige måde, fru Tesman!
HEDDA hæver pistolen og sigter
Nu skyder jeg Dem, assessor Brack!
BRACK råber dernede
Nej-nej-nej! Stå da ikke og sigt lige på mig!
1.utg: 78
HEDDA
Det kommer der ud af at gå bagveje!
Hun skyder.
HIS: 72
BRACK
nærmere
Er De rent gal –!
HEDDA
Å, herre gud, – traf jeg Dem kanské?
BRACK fremdeles udenfor
Lad være med de narrestreger!
HEDDA
Kom så ind da, assessor.
Assessor Brack, omklædt som til herreselskab, kommer ind gennem glasdøren. Han bærer en let overfrakke på armen.
BRACK
For pokker, – driver De på med den sport endnu? Hvad skyder De på?
HEDDA
Å, jeg står bare sådan og skyder op i den blå luft.
BRACK tar lempeligt pistolen ud af hånden på hende
Med forlov, frue. (sér på den) Ah, denne her,
1.utg: 79
– den kender jeg godt.
HU: 329
(ser sig om) Hvor har vi så kassen? Nå her. (lægger pistolen ned i og lukker) For nu skal vi ikke ha’ mere af den spas for idag.
HEDDA
Ja, hvad i herrens navn vil De jeg skal ta’ mig til?
BRACK
Har De ingen besøg havt?
HIS: 73
HEDDA
lukker glasdøren
Ikke et eneste. Alle de intime ligger nok på landet endnu.
BRACK
Og Tesman er kanské heller ikke hjemme?
HEDDA ved skrivebordet, lukker pistolkassen ned i skuffen
Nej. Straks han havde spist, så løb han hen til tanterne. For han vented ikke Dem så tidligt.
BRACK
Hm, – at jeg ikke tænkte mig det. Det var dumt af mig.
1.utg: 80
HEDDA
drejer hovedet og ser på ham
Hvorfor dumt?
BRACK
Jo, for så var jeg kommet herud endnu lidt – tidligere.
HEDDA går henover gulvet
Ja, da havde De nu slet ingen truffet. For jeg har været inde og klædt mig om efter middagen.
BRACK
Og der er ikke sådan en bitte liden dørsprække, som en kunde ha’ forhandlet igennem?
HEDDA
De har jo glemt at arrangere en slig en.
BRACK
Det var også dumt af mig.
HIS: 74
HEDDA
Nå, så får vi slå os ned her da. Og vente. For Tesman kommer visst ikke hjem så snart.
1.utg: 81
BRACK
Ja-ja, herre gud, jeg skal være tålmodig.
Hedda sætter sig i sofahjørnet. Brack lægger sin paletot over ryggen på den nærmeste stol og sætter sig, men beholder hatten i hånden. Kort ophold. De ser hen på hinanden.
HEDDA
Nå?
BRACK i samme tone
Nå?
HEDDA
Det var mig, som spurgte først.
BRACK bøjer sig lidt fremover
Ja, lad os så få os en liden lun passiar, fru Hedda.
HU: 330
HEDDA
læner sig mere tilbage i sofaen
Synes De ikke, det er som en hel evighed siden vi sidst taltes ved? – Ja, det småtteri igåraftes og i formiddag – det regner jeg nu ikke for noget.
BRACK
Men sådan – imellem os selv? På tomandshånd, mener De?
1.utg: 82
HIS: 75
HEDDA
Å ja. Så omtrent.
BRACK
Hver eneste dag har jeg gåt her og ønsket, at De bare var vel hjemme igen.
HEDDA
Og jeg har såmæn hele tiden bare ønsket det samme.
BRACK
De? Virkelig, fru Hedda? Og jeg, som trode, De havde moret Dem så inderlig godt på rejsen!
HEDDA
Jo, det kan De tro!
BRACK
Men det skrev da Tesman bestandig om.
HEDDA
Ja, han! For han synes nu, det er det dejligste han véd at gå og rode i bogsamlingerne. Og få sidde og skrive af gamle pergamentblade, – eller hvad det nu er for noget.
1.utg: 83
BRACK
lidt ondskabsfuldt
Nå, det er jo hans kald her i verden. For en del da.
HEDDA
Ja, det er jo det. Og da kan en sagtens –. Men jeg! Å nej, kære assessor, – jeg har havt det gruelig kedeligt.
HIS: 76
BRACK
deltagende
Siger De virkelig det? For ramme alvor?
HEDDA
Ja, De kan da vel selv tænke Dem –! Sådan i et helt halvt år aldrig at træffe på et menneske, som kender en smule til vor kreds. Og som en kan tale med om vore egne sager.
BRACK
Nej-nej, – det vilde jeg også føle som et savn.
HEDDA
Og så det, som er det aller u-udholdeligste –
BRACK
Nå?
1.utg: 84
HEDDA
– evig og altid at skulle være sammen med – med én og den samme –
HU: 331
BRACK
nikker bifaldende
Både sent og tidlig, – ja. Tænk, – til alle mulige tider.
HEDDA
Jeg sa’: evig og altid.
BRACK
Lad gå. Men med vor skikkelige Tesman synes jeg jo rigtignok, at man måtte kunne –
HEDDA
Tesman er – et fagmenneske, kære.
HIS: 77
BRACK
Unægtelig.
HEDDA
Og fagmennesker er slet ikke morsomme at rejse sammen med. Ikke i længden i alle fald.
BRACK
Ikke engang – det fagmenneske, man elsker?
1.utg: 85
HEDDA
Uh, – brug da ikke det klissede ord!
BRACK studsende
Hvad nu, fru Hedda!
HEDDA halvt léende, halvt ærgerlig
Ja, De skulde bare prøve det, De! At høre tale om kulturhistorie både sent og tidlig –
BRACK
Evig og altid –
HEDDA
Ja-ja-ja! Og så dette her om husfliden i middelalderen –! Det er nu det aller græsseligste!
BRACK ser forskende hen på hende
Men, sig mig, – hvorledes skal jeg da egentlig forstå at –? Hm –
HEDDA
At der blev et par af mig og Jørgen Tesman, mener De?
HIS: 78
BRACK
Nå ja, lad os udtrykke det så.
1.utg: 86
HEDDA
Herregud, synes De da, det er så underligt?
BRACK
Både ja og nej, – fru Hedda.
HEDDA
Jeg havde virkelig danset mig træt, kære assessor. Min tid var omme – (farer let sammen) Uh nej, – det vil jeg da ikke sige alligevel. Ikke tænke det heller!
BRACK
Det har De da tilforladelig heller ingen grund til.
HEDDA
Åh, – grund –. (ser ligesom spejdende på ham) Og Jørgen Tesman, – han må jo dog siges at være et korrekt menneske i alle måder.
BRACK
Både korrekt og solid. Gud bevar’s.
HU: 332
HEDDA
Og noget egentlig løjerligt kan jeg ikke finde der er ved ham. – Finder De det?
1.utg: 87
BRACK
Løjerligt? Ne–j, – det vil jeg just ikke sige –
HIS: 79
HEDDA
Nå. Men så er han da en svært flittig samler ialfald! – Det kan såmæn godt være, at han bringer det vidt med tiden alligevel.
BRACK ser noget uviss på hende
Jeg trode, De mente ligesom alle de andre, at der vilde bli’ en særdeles fremragende mand af ham.
HEDDA med et træt udtryk
Ja, jeg gjorde det. – Og da han så gik der og endelig med vold og magt vilde få lov til at forsørge mig –. Jeg véd ikke, hvorfor jeg ikke skulde ta’ imod det?
BRACK
Nej-nej. Fra den side betragtet –
HEDDA
Det var såmæn mere end mine andre opvartende venner var villige til, kære assessor.
1.utg: 88
BRACK
lér
Ja, jeg kan tilforladelig ikke svare for alle de andre. Men hvad mig selv angår, så véd De jo nok, at jeg altid har næret en – en viss respekt for ægteskabets bånd. Sådan i sin almindelighed, fru Hedda.
HEDDA spøgende
Å, jeg har såmæn aldrig gjort mig forhåbninger med hensyn til Dem.
BRACK
Alt, hvad jeg begærer, det er at ha’ en god, fortrolig omgangskreds,
HIS: 80
hvor jeg kan være til tjeneste med råd og dåd og får lov til at gå ud og ind som – som en prøvet ven –
HEDDA
Af manden i huset, mener De?
BRACK bøjer sig
Oprigtig talt, – helst af fruen. Men dernæst også af manden, forstår sig. Véd De hvad, – et sådant – lad mig sige, et sådant trekantet forhold, – det er i grunden en stor behagelighed for alle parter.
1.utg: 89
HEDDA
Ja, jeg har mangen god gang savnet en tredjemand på rejsen. Uh, – det, at sidde på tomandshånd i kupéen –!
HU: 333
BRACK
Heldigvis er nu bryllupsrejsen overstået –
HEDDA ryster på hovedet
Rejsen tør bli’ lang, – lang endnu. Jeg er bare kommen til et stoppested undervejs.
BRACK
Nå, så hopper man ud. Og moverer sig en smule, fru Hedda.
HEDDA
Jeg hopper aldrig ud.
BRACK
Virkelig ikke?
HIS: 81
HEDDA
Nej. For der er altid nogen tilstede, som –
BRACK leende
– som ser på ens ben, mener De?
1.utg: 90
HEDDA
Ja netop.
BRACK
Nå, men, herre gud –
HEDDA med en afværgende håndbevægelse
Holder ikke af det. – Da blir jeg heller siddende, – hvor jeg nu engang er. På tomandshånd.
BRACK
Nå, men så stiger der en tredjemand ind til parret da.
HEDDA
Ja sé, – det er noget ganske andet!
BRACK
En prøvet, forstående ven –
HEDDA
– underholdende på alskens livlige områder –
BRACK
– og slet ikke spor af fagmenneske!
HEDDA med et hørligt åndedrag
Ja, det er jo rigtignok en lettelse.
1.utg: 91
HIS: 82
BRACK
hører indgangsdøren åbnes og skotter hen
Trekanten sluttet.
HEDDA halvhøjt
Og så kører toget videre.
Jørgen Tesman, i grå spadsérdragt og med blød filthat, kommer ind fra forstuen. Han har en hel del uindbundne bøger under armen og i lommerne.
TESMAN går op til bordet ved hjørnesofaen
Puh, – det var sandelig hedt at slæbe på, – alt dette her. (lægger bøgerne fra sig) Jeg formelig sveder, Hedda. Nej se, se, – er De alt kommen, kære assessor? Hvad? Det sa’ ikke Berte noget om.
BRACK rejser sig
Jeg gik op igennem haven.
HEDDA
Hvad er det for bøger, du kommer med?
HU: 334
TESMAN
står og blader i dem
Det er nogen nye fagskrifter, som jeg nødvendigvis måtte ha’.
1.utg: 92
HEDDA
Fagskrifter?
BRACK
Aha, det er fagskrifter, fru Tesman.
Brack og Hedda veksler et forstående smil.
HIS: 83
HEDDA
Behøver du endnu flere fagskrifter?
TESMAN
Ja, kære Hedda, dem kan man aldrig få for mange af. Man må jo følge med, hvad der skrives og trykkes.
HEDDA
Ja, man må vel det.
TESMAN roder om mellem bøgerne
Og sé her, – her har jeg fåt fat på Ejlert Løvborgs nye bog også. (rækker den frem) Har du kanské lyst til at sé i den, Hedda? Hvad?
HEDDA
Nej mange tak. Eller – jo, kanské senere.
TESMAN
Jeg bladed lidt i den på vejen.
1.utg: 93
BRACK
Nå, hvad synes så De – som fagmand?
TESMAN
Jeg synes, det er mærkeligt, hvor sindigt den er holdt. Han skrev aldrig således før. (samler bøgerne sammen) Men nu vil jeg bære ind alt dette her. Det skal bli’ en fryd at få skære op –! Og så må jeg klæ’ mig lidt om. (til Brack) Ja, for vi behøver vel ikke at gå nu straks? Hvad?
BRACK
Å bevares, – det haster ikke på længe endnu.
HIS: 84
TESMAN
Nå, så gir jeg mig tid da. (går med bøgerne, men standser i døråbningen og vender sig) Det er sandt, Hedda, – tante Julle kommer ikke ud til dig iaften.
HEDDA
Ikke det? Er det kanské den historie med hatten, som er ivejen?
TESMAN
Å langt ifra. Hvor kan du tro sligt om tante Julle? Tænk –! Men tante Rina er så svært dårlig, sér du.
1.utg: 94
HEDDA
Det er hun jo altid.
TESMAN
Ja, men idag var det nu så rent galt fat med hende, stakker.
HU: 335
HEDDA
Nå, så er det jo så rimeligt, at den anden blir hos hende da. Jeg får finde mig i det.
TESMAN
Og du kan ikke tænke dig, du, hvor sjæleglad tante Julle var alligevel, – fordi du var ble’t så trivelig på rejsen!
HEDDA halvhøjt, rejser sig
Åh, – disse evige tanterne!
TESMAN
Hvad?
HIS: 85
HEDDA
går hen til glasdøren
Ingenting.
TESMAN
Ja-ja da.
Han går gennem bagværelset ud til højre.
1.utg: 95
BRACK
Hvad var det for en hat, De talte om?
HEDDA
Å, det var noget med frøken Tesman imorges. Hun havde lagt sin hat fra sig der på stolen. (sér på ham og smiler) Og så lod jeg, som om jeg troede det var tjenestepigens.
BRACK ryster på hovedet
Men, snille fru Hedda, hvor kunde De nu gøre det! Imod den skikkelige gamle dame!
HEDDA nervøs, går henover gulvet
Ja, sér De, – sligt noget kommer over mig ret som det er. Og så kan jeg ikke la’ det være. (kaster sig ned i lænestolen ved ovnen) Å, jeg véd ikke selv, hvorledes jeg skal forklare det.
BRACK bag lænestolen
De er ikke egentlig lykkelig, – det er nok sagen.
HEDDA ser frem for sig
Jeg véd heller ikke, hvorfor jeg skulde være – lykkelig. Eller kan De kanské sige mig det?
1.utg: 96
HIS: 86
BRACK
Ja, – blandt andet fordi De har fåt netop det hjem, som De havde ønsket Dem.
HEDDA sér op på ham og lér
Tror De også på den ønskehistorien?
BRACK
Er der da ikke noget i det?
HEDDA
Jo bevares, – noget er der.
BRACK
Nå?
HEDDA
Der er det i det, at jeg brugte Tesman til at følge mig hjem fra aftenselskaber ifjor sommer –
HU: 336
BRACK
Desværre, – jeg havde jo en ganske anden vej.
HEDDA
Det er sandt. De gik nok på andre veje ifjor sommer.
1.utg: 97
BRACK
lér
Skam Dem, fru Hedda! Nå, – men De og Tesman altså –?
HEDDA
Ja, så kom vi her forbi en aften. Og Tesman, stakker, han vred og vendte på sig. For han vidste ikke, hvad han skulde finde på at snakke om. Så syntes jeg synd i det lærde menneske –
HIS: 87
BRACK
smiler tvilende
Gjorde De? Hm –
HEDDA
Jo så tilforladelig gjorde jeg det. Og så – for at hjælpe ham ud af vånden – så kom jeg, rent letsindigt, til at sige, at her i denne villaen skulde jeg ha’ lyst til at bo.
BRACK
Ikke andet end det?
HEDDA
Ikke den aften.
BRACK
Men bagefter altså?
1.utg: 98
HEDDA
Ja. Min letsindighed havde følger, kære assessor.
BRACK
Desværre, – det har vore letsindigheder kun altfor ofte, fru Hedda.
HEDDA
Tak! Men i dette sværmeriet for statsrådinde Falks villa var det altså, at Jørgen Tesman og jeg mødtes i forståelse, sér De! Det drog efter sig både forlovelse og giftermål og bryllupsrejse og alt sammen. Ja, ja, assessor, – som man reder så ligger man, – havde jeg nær sagt.
HIS: 88
BRACK
Det er kosteligt! Og i grunden så brød De Dem kanské sletikke en smule om dette her.
HEDDA
Nej, det véd gud jeg ikke gjorde.
BRACK
Ja, men nu da? Nu, da vi har fåt indrettet det lidt hjemligt for Dem!
HEDDA
Uh, – jeg synes her lugter lavendler og
1.utg: 99
saltede roser i alle værelserne. – Men den lugt har kanské tante Julle ført med sig.
HU: 337
BRACK
lér
Nej, så tror jeg heller det er efter salig statsrådinden.
HEDDA
Ja, noget afdød er der ved det. Det minder om balblomster – dagen efter. (folder hænderne bag om nakken, læner sig tilbage i stolen og sér på ham) Å, kære assessor, – De kan ikke forestille Dem, hvor gyseligt jeg vil komme til at kede mig herude.
BRACK
Skulde da ikke livet ha’ en eller anden opgave at byde på for Dem også, fru Hedda?
HEDDA
En opgave, – som der kunde være noget lokkende ved?
HIS: 89
BRACK
Helst det, naturligvis.
HEDDA
Gud véd, hvad det skulde være for en opgave.
1.utg: 100
Mangen gang tænker jeg på – (afbrydende) Men det går visst ikke, det, heller.
BRACK
Hvem véd? Lad mig bare høre.
HEDDA
Om jeg nu kunde få Tesman til at slå sig på politik, mener jeg.
BRACK lér
Tesman! Nej, véd De hvad, – sligt noget som politik, det ligger da slet – aldeles ikke for ham.
HEDDA
Nej, det tror jeg gerne. – Men om jeg nu kunde få ham til det alligevel?
BRACK
Ja, – hvad tilfredsstillelse vilde der være for Dem i det? Når han nu ikke duer. Hvorfor vil De så ha’ ham til det?
HEDDA
Fordi jeg keder mig, hører De! (lidt efter) Tror De altså, det vilde være så rent umuligt, at Tesman kunde bli’ statsminister?
1.utg: 101
BRACK
Hm, – sér De, kære fru Hedda, – for at bli’ det måtte han nu for det første være en temmelig rig mand.
HIS: 90
HEDDA
rejser sig utålmodig
Ja, der har vi det! Det er disse tarvelige vilkår, jeg er kommet ind i –! (går henover gulvet) Det er dem, som gør livet så ynkeligt! Så rent ud latterligt! – For er det.
HU: 338
BRACK
Jeg tror nu, at skylden ligger andetsteds.
HEDDA
Hvor da?
BRACK
De har aldrig fåt leve noget rigtig vækkende igennem.
HEDDA
Noget alvorligt, mener De?
BRACK
Ja, man kan jo gerne kalde det så også. Men nu tør det kanské komme.
HEDDA kaster på nakken
Å, De tænker på vederværdighederne med
1.utg: 102
denne stakkers professorposten! Men det får bli’ Tesmans egen sag. Det spilder jeg såmæn ikke en tanke på.
BRACK
Nej-nej, lad så være med det. Men når der nu blir stillet, – hvad man – sådan i den højere stil – kalder alvorsfulde og – og ansvarsfulde krav til Dem? (smiler) Nye krav, lille fru Hedda.
HEDDA vred
Ti stille! Aldrig får De opleve noget af den slags!
HIS: 91
BRACK
varsomt
Vi skal tales ved om et årstid – i det aller længste.
HEDDA kort
Jeg har ikke anlæg til sligt noget, herr assessor. Ikke noget med krav til mig!
BRACK
Skulde ikke De, ligesom de fleste andre kvinder, ha’ anlæg for et kald, som –?
1.utg: 103
HEDDA
henne ved glasdøren
Å, ti stille, siger jeg! – Mangen gang synes jeg, at jeg bare har anlæg til en eneste ting i verden.
BRACK går nærmere
Og hvad er så det, om jeg tør spørge?
HEDDA står og sér ud
Til at kede livet af mig. Nu véd De det. (vender sig, ser mod bagværelset og lér) Ja, ganske rigtig! Der har vi professoren.
BRACK sagte, advarende
Nå, nå, nå, fru Hedda!
Jørgen Tesman, selskabsklædt, med handsker og hat i hånden, kommer fra højre side gennem bagværelset.
HU: 339
TESMAN
Hedda, – er der ikke kommet afbud fra Ejlert Løvborg? Hvad?
HEDDA
Nej.
HIS: 92
TESMAN
Nå, så skal du sé, vi har ham såmæn om lidt.
1.utg: 104
BRACK
Tror De virkelig, at han kommer?
TESMAN
Ja, det er jeg næsten viss på. For det er nok bare løse rygter, det, som De fortalte i formiddags.
BRACK
Så?
TESMAN
Ja, i det mindste sa’ da tante Julle, at hun trode aldrig i verden, han vilde gå i vejen for mig herefterdags. Tænk det!
BRACK
Nå, så er jo alting godt og vel.
TESMAN sætter hatten med handskerne i på en stol til højre
Ja, men jeg må virkelig få lov til at vente på ham i det længste.
BRACK
Det har vi så rundelig tid til. Der kommer ingen til mig før klokken syv – halv otte.
TESMAN
Nå, så kan vi jo holde Hedda med selskab sålænge. Og sé tiden an. Hvad?
1.utg: 105
HIS: 93
HEDDA
bærer Bracks overfrakke og hat hen på hjørnesofaen
Og i værste fald så kan jo herr Løvborg slå sig ned her hos mig.
BRACK vil selv tage sagerne
Å jeg be’r, frue! – Hvad mener De med værste fald?
HEDDA
Hvis han ikke vil gå med Dem og Tesman.
TESMAN sér tvilrådig på hende
Men, kære Hedda, – tror du, det går an, at han blir her hos dig? Hvad? Husk på, at tante Julle kan ikke komme.
HEDDA
Nej, men fru Elvsted kommer. Og så drikker vi tre en kop té sammen.
TESMAN
Ja, sé da går det an!
BRACK smiler
Og det turde kanske også være det sundeste for ham.
1.utg: 106
HEDDA
Hvorfor det?
BRACK
Herre gud, frue, De har da tidt nok skoset over
HU: 340
mine små ungkarlsgilder. De skulde ikke egne sig for andre end rigtig principfaste mandfolk, mente De.
HIS: 94
HEDDA
Men herr Løvborg er da vel principfast nok nu. En omvendt synder –
Berte kommer i forstuedøren.
BERTE
Frue, der er en herre, som gerne vil ind –
HEDDA
Ja, lad ham komme.
TESMAN sagte
Jeg er viss på, det er ham! Tænk det!
Ejlert Løvborg kommer ind fra forstuen. Han er slank og mager; jævnaldrende med Tesman men ser ældre og noget udlevet ud. Hår og skæg er sortbrunt, ansigtet langagtigt, blegt, kun med et par rødlige pletter på kindbenene. Han er klædt i elegant, sort, ganske ny visitdragt. Mørke handsker og cylinderhat i hånden. Han blir stående i nærheden af døren og bukker hastigt. Synes noget forlegen.
1.utg: 107
TESMAN
hen til ham og ryster hans hånd
Nej, kære Ejlert, – så skal vi da endelig en gang mødes igen!
EJLERT LØVBORG taler med tyst stemme
Tak for brevet, du! (nærmer sig Hedda) Tør jeg række en hånd til Dem også, fru Tesman?
HEDDA tager imod hans hånd
Velkommen, herr Løvborg. (med en håndbevægelse) Jeg véd ikke, om de to herrer –?
HIS: 95
LØVBORG
bøjer sig let
Assessor Brack, tror jeg.
BRACK ligeså
Bevares. For en del år siden –
TESMAN til Løvborg, med hænderne på hans skuldre
Og nu skal du lade akkurat som om du var hjemme, Ejlert! Ikke sandt, Hedda? – For du vil jo slå dig ned her i byen igen, hører jeg? Hvad?
LØVBORG
Jeg vil det.
1.utg: 108
TESMAN
Nå, det er jo så rimeligt. Hør, du, – jeg har fåt fat på din nye bog. Men jeg har sandelig ikke fåt tid til at læse den endnu.
LØVBORG
Det kan du også godt spare dig for.
TESMAN
Hvorfor det, mener du?
LØVBORG
For der er ikke noget videre ved den.
TESMAN
Nej tænk – at du siger det!
HU: 341
BRACK
Men den blir da så svært rost, hører jeg.
HIS: 96
LØVBORG
Det var netop det, jeg vilde. Og så skrev jeg bogen, så at alle kunde være med på den.
BRACK
Meget fornuftigt.
TESMAN
Ja men, kære Ejlert –!
1.utg: 109
LØVBORG
For nu vil jeg prøve på at bygge mig op en stilling igen. Begynde forfra.
TESMAN lidt forlegen
Ja, du vil vel kanske det? Hvad?
LØVBORG smiler, sætter hatten fra sig og trækker en pakke i papiromslag op af frakkelommen
Men når dette her kommer, – Jørgen Tesman – så skal du læse det. For det er først det rigtige. Det, som jeg selv er i.
TESMAN
Ja så? Og hvad er da det for noget?
LØVBORG
Det er fortsættelsen.
TESMAN
Fortsættelsen? Af hvad?
LØVBORG
Af bogen.
HIS: 97
TESMAN
Af den nye?
LØVBORG
Forstår sig.
1.utg: 110
TESMAN
Ja men, kære Ejlert, – den går jo lige til vore dage!
LØVBORG
Den gør det. Og dette her handler om fremtiden.
TESMAN
Om fremtiden! Men, herre gud, den véd vi jo slet ingen ting om!
LØVBORG
Nej. Men der er et og andet at sige om den alligevel. (åbner pakken) Her skal du se –
TESMAN
Det er jo ikke din håndskrift.
LØVBORG
Jeg har dikteret. (blader i papirerne) Det er delt i to afsnit. Det første er om fremtidens kulturmagter. Og dette her andet – (blader længere frem) – det er om fremtidens kulturgang.
TESMAN
Mærkværdigt! Sligt noget kunde det aldrig falde mig ind at skrive om.
1.utg: 111
HIS: 98
HEDDA
ved glasdøren, trommer på ruden
Hm –. Nej-nej.
HU: 342
LØVBORG
stikker papirerne ind i omslaget og lægger pakken på bordet
Jeg tog det med, fordi jeg tænkte at læse lidt op for dig iaften.
TESMAN
Ja, det var jo svært snilt af dig, du. Men iaften –? (ser hen til Brack) Jeg véd ikke rigtig, hvorledes det skal kunne ordnes –
LØVBORG
Nå, så en anden gang altså. Det haster jo ikke.
BRACK
Jeg skal si’ Dem, herr Løvborg, – der er en liden tilstelning hos mig iaften. Nærmest for Tesman, forstår De –
LØVBORG ser efter sin hat
Ah, – så vil jeg ikke længer –
BRACK
Nej, hør nu her. Kunde så ikke De gøre mig den fornøjelse at følge med?
1.utg: 112
LØVBORG
kort og bestemt
Nej, det kan jeg ikke. Jeg takker Dem så meget.
BRACK
Å hvad! Gør nu det. Vi blir en liden udvalgt kreds. Og De kan tro, vi skal få det «livligt», som fru Hed–, som fru Tesman siger.
HIS: 99
LØVBORG
Det tviler jeg ikke på. Men alligevel –
BRACK
Så kunde De ta’ Deres manuskript med og læse op for Tesman der hos mig. For jeg har værelser nok.
TESMAN
Ja tænk, Ejlert, – det kunde du jo gøre! Hvad?
HEDDA går imellem
Men, kære, når nu herr Løvborg slet ikke vil! Jeg er viss på, at herr Løvborg har meget mere lyst til at slå sig ned her og spise til aftens med mig.
LØVBORG ser hen på hende
Med Dem, frue!
1.utg: 113
HEDDA
Og så med fru Elvsted.
LØVBORG
Ah – ( henkastende) Hende traf jeg så flygtig i middags.
HEDDA
Gjorde De det? Ja, hun kommer herud. Og derfor så er det næsten nødvendigt, at De blir, herr Løvborg. For ellers har hun ikke nogen til at følge sig hjem.
HU: 343
LØVBORG
Det er sandt. Ja, mange tak, frue, – så blir jeg her.
HIS: 100
HEDDA
Så vil jeg bare gi’ pigen en liden besked –
Hun går hen til forstuedøren og ringer. Berte kommer indenfor. Hedda taler sagte med hende og peger mod bagværelset. Berte nikker og går ud igen.
TESMAN samtidigt til Ejlert Løvborg
Hør, du, Ejlert, – er det dette nye emne, – dette her om fremtiden, – som du vil holde foredrag over?
LØVBORG
Ja.
1.utg: 114
TESMAN
For jeg hørte inde hos boghandleren, at du vil holde en række foredrag her i høst.
LØVBORG
Jeg vil det. Du må ikke fortænke mig i det, Tesman.
TESMAN
Nej, gud bevar’s vel! Men –?
LØVBORG
Jeg kan jo godt forstå, at det må komme dig så temmelig påtvers.
TESMAN forknyt
Å, for min skyld kan jeg jo ikke forlange, at du –
LØVBORG
Men jeg venter til du har fåt din udnævnelse.
HIS: 101
TESMAN
Venter du! Ja men, – ja men, – vil du da ikke konkurrere? Hvad?
LØVBORG
Nej. Jeg vil bare sejre over dig. I folks mening.
1.utg: 115
TESMAN
Men, herre gud, – så fik jo tante Julle ret alligevel! Å ja, – det var nok det, jeg vidste! Hedda! Tænk, du, – Ejlert Løvborg vil sletikke gå os ivejen!
HEDDA kort
Os? Hold dog mig udenfor.
Hun går op mod bagværelset, hvor Berte står og sætter et bræt med karafler og glasse på bordet. Hedda nikker bifaldende og kommer fremover igen. Berte går ud.
TESMAN samtidigt
Men De da, assessor Brack, – hvad siger så De til dette her? Hvad?
BRACK
Nå, jeg siger, at ære og sejr – hm, – det kan jo være overmåde skønne sager –
HU: 344
TESMAN
Ja-visst kan det så. Men alligevel –
HEDDA ser på Tesman med et koldt smil
Jeg synes du står og ser ud som du var lynslåt.
1.utg: 116
HIS: 102
TESMAN
Ja, – så omtrent, – tror jeg næsten –
BRACK
Det var jo også et tordenvejr, som trak over os, frue.
HEDDA peger mod bagværelset
Vil ikke herrerne så gå ind og ta’ et glas kold punsch?
BRACK ser på sit uhr
På faldrebet? Jo, det kunde ikke være så galt.
TESMAN
Udmærket, Hedda! Ganske udmærket! I sådan en let stemning, som jeg nu befinder mig i –
HEDDA
Vær så god, De også, herr Løvborg.
LØVBORG afværgende
Nej, mange tak. Ikke for mig.
BRACK
Men, herre gud, – kold punsch er da ikke nogen gift, véd jeg.
1.utg: 117
LØVBORG
Kanske ikke for alle.
HEDDA
Jeg skal nok holde herr Løvborg med selskab så længe.
HIS: 103
TESMAN
Ja-ja, kære Hedda, gør så det da.
Han og Brack går ind i bagværelset, sætter sig, drikker punsch, røger cigaretter og taler oprømt sammen under det følgende. Ejlert Løvborg blir stående ved ovnen. Hedda går til skrivebordet.
HEDDA med noget hævet stemme
Nu skal jeg vise Dem nogen fotografier, hvis De har lyst. For Tesman og jeg – vi gjorde en trip gennem Tyrol på hjemrejsen.
Hun kommer med et album, som hun lægger på bordet ved sofaen, og sætter sig i dennes øverste hjørne. Ejlert Løvborg går nærmere, standser og ser på hende. Derpå tager han en stol og sætter sig ved hendes venstre side med ryggen mod bagværelset.
HEDDA slår albumet op
Ser De dette fjeldpartiet her, herr Løvborg? Det er Ortlergruppen. Tesman har skrevet det nedenunder. Her står det: Ortlergruppen ved Meran.
1.utg: 118
LØVBORG
som ufravendt har set på hende, siger sagte og langsomt
Hedda – Gabler!
HU: 345
HEDDA
skotter hastigt hen til ham
Nå! Hys!
LØVBORG gentager sagte
Hedda Gabler!
HIS: 104
HEDDA
ser i albumet
Ja, så hed jeg før i tiden. Dengang – da vi to kendte hinanden.
LØVBORG
Og herefter, – og for hele livet, – så må jeg altså vænne mig af med at sige Hedda Gabler.
HEDDA blader fremdeles
Ja, De får det. Og jeg synes, De skulde øve Dem på det itide. Jo før jo heller, synes jeg.
LØVBORG med harmfyldt stemme
Hedda Gabler gift? Og det med – Jørgen Tesman!
1.utg: 119
HEDDA
Ja, – så går det.
LØVBORG
Å Hedda, Hedda, – hvor kunde du dog kaste dig slig væk!
HEDDA ser hvasst til ham
Nå! Ikke dette her!
LØVBORG
Hvilket, mener du?
Tesman kommer ind og går hen imod sofaen.
HEDDA hører ham komme og siger ligegyldigt
Og dette her, herr Løvborg, det er nede fra Ampezzodalen.
HIS: 105
Se bare de fjeldspidserne der. (ser venligt op på Tesman) Hvad er det nu disse underlige fjeldspidserne kaldes, du?
TESMAN
Lad mig sé. Å, det er dolomiterne, det.
HEDDA
Rigtig, ja! – det er dolomiterne, herr Løvborg.
1.utg: 120
TESMAN
Du, Hedda, – jeg vilde bare spørge, om vi ikke skulde sætte ind lidt punsch alligevel? Til dig i alle fald. Hvad?
HEDDA
Jo tak skal du ha’. Og et par kager kanské.
TESMAN
Ingen cigaretter?
HEDDA
Nej.
TESMAN
Godt.
Han går ind i bagværelset og bort til højre side. Brack sidder derinde og holder af og til øje med Hedda og Løvborg.
LØVBORG dæmpet, som før
Svar mig så, Hedda, – hvor kunde du gå hen og gøre dette her?
HIS: 106
HU: 346
HEDDA
tilsyneladende fordybet i albumet
Blir De ved at sige du til mig, så vil jeg ikke tale med Dem.
1.utg: 121
LØVBORG
Må jeg ikke sige du, når vi er alene heller?
HEDDA
Nej. De kan få lov til at tænke det. Men De må ikke sige det.
LØVBORG
Ah, jeg forstår. Det støder Deres kærlighed – til Jørgen Tesman.
HEDDA skotter hen til ham og smiler
Kærlighed? Nej, nu er De god!
LØVBORG
Ikke kærlighed altså!
HEDDA
Ikke nogen slags utroskab alligevel! Sligt vil jeg ikke vide af.
LØVBORG
Hedda, – svar mig bare på den ene ting –
HEDDA
Hys!
Tesman, med et serveringsbræt, kommer fra bagværelset.
1.utg: 122
HIS: 107
TESMAN
Se så! Her kommer de gode sager.
Han sætter brættet på bordet.
HEDDA
Hvorfor går du selv og serverer?
TESMAN skænker i glassene
Jo, for jeg synes det er så svært morsomt at opvarte dig, Hedda.
HEDDA
Men nu har du jo skænket i begge. Og herr Løvborg vil jo ikke ha’ –
TESMAN
Nej, men fru Elvsted kommer vel snart.
HEDDA
Ja, det er sandt, – fru Elvsted –
TESMAN
Havde du glemt hende? Hvad?
HEDDA
Vi sidder så fordybet i dette her. (viser ham et billede) Husker du den lille landsbyen?
1.utg: 123
TESMAN
Å, det er den nedenfor Brennerpasset! Det var der, vi blev liggende natten over –
HIS: 108
HEDDA
– og traf alle de livlige sommergæsterne.
TESMAN
Ja-visst var det der. Tænk – om vi kunde havt dig med os, Ejlert! Nå!
Han går ind igen og sætter sig hos Brack.
LØVBORG
Svar mig bare på dette ene, Hedda –
HU: 347
HEDDA
Nå?
LØVBORG
Var der ikke kærlighed i forholdet til mig heller? Ikke et stænk, – ikke et skær af kærlighed over det heller?
HEDDA
Ja mon der egentlig var det? For mig står det, som om vi var to gode kammerater. To rigtig fortrolige venner. (smiler) De især var svært åbenhjertig.
1.utg: 124
LØVBORG
Det var Dem, som vilde ha’ det så.
HEDDA
Når jeg tænker tilbage på det, så var der dog noget skønt, noget lokkende, – noget modigt synes jeg der var over – over denne løndomsfulde fortrolighed – dette kammeratskab, som ikke noget levende menneske havde anelse om.
HIS: 109
LØVBORG
Ja, ikke sandt, Hedda! Var der ikke det? – Når jeg kom op til Deres far sådan om eftermiddagen –. Og generalen sad borte ved vinduet og læste aviserne, – med ryggen imod –
HEDDA
Og vi to i hjørnesofaen –
LØVBORG
Altid med det samme illustrerte blad foran os –
HEDDA
I mangel af et album, ja.
LØVBORG
Ja, Hedda, – og når jeg så skrifted for Dem –! Fortalte Dem om mig selv, hvad
1.utg: 125
ingen af de andre vidste dengang. Sad der og tilstod, at jeg havde været ude og raset hele dage og nætter. Raset døgn efter døgn. Å, Hedda, – hvad var det dog for en magt i Dem, som tvang mig til at bekende sligt noget?
HEDDA
Tror De, det var en magt i mig?
LØVBORG
Ja, hvorledes skal jeg ellers forklare mig det? Og alle disse – disse omsvøbsfulde spørgsmål, som De gjorde mig –
HEDDA
Og som De så inderlig godt forstod –
LØVBORG
At De kunde sidde og spørge således! Ganske frejdigt!
HIS: 110
HU: 348
HEDDA
Omsvøbsfuldt, må jeg be’.
LØVBORG
Ja, men frejdigt alligevel. Spørge mig ud om – om alt sligt noget!
HEDDA
Og at De kunde svare, herr Løvborg.
1.utg: 126
LØVBORG
Ja, det er jo netop det, jeg ikke begriber – nu bagefter. Men sig mig så, Hedda, – var der ikke kærlighed på bunden af forholdet? Var det ikke fra Deres side, som om De vilde ligesom tvætte mig ren, – når jeg tyed til Dem i bekendelse? Var det ikke så?
HEDDA
Nej, ikke ganske.
LØVBORG
Hvad drev Dem da?
HEDDA
Finder De det så rent uforklarligt, om en ung pige, – når det kan ské sådan – i løndom –
LØVBORG
Nå?
HEDDA
At en da gerne vil kikke lidt ind i en verden, som –
HIS: 111
LØVBORG
Som –?
HEDDA
– som en ikke har lov til at vide besked om?
1.utg: 127
LØVBORG
Det altså var det?
HEDDA
Det også. Det også, – tror jeg næsten.
LØVBORG
Kammeratskab i livsbegæret. Men hvorfor kunde så ikke det ialfald ble’t ved?
HEDDA
Det er De selv skyld i.
LØVBORG
Det var Dem, som brød.
HEDDA
Ja, da der var overhængende fare for, at der vilde komme virkelighed ind i forholdet. Skam Dem, Ejlert Løvborg, hvor kunde De ville forgribe Dem på – på Deres frejdige kammerat!
LØVBORG knuger hænderne
Å, hvorfor gjorde De ikke alvor af det! Hvorfor skød De mig ikke ned, som De trued med!
HEDDA
ræd er jeg for skandalen.
1.utg: 128
HIS: 112
LØVBORG
Ja, Hedda, De er fejg i grunden.
HEDDA
Forfærdelig fejg. (slår om) Men det var jo heldigt
HU: 349
for Dem. Og nu har De jo trøstet Dem så dejligt oppe hos Elvsteds.
LØVBORG
Jeg véd, hvad Thea har betrod Dem.
HEDDA
Og De har kanské betrod hende noget om os to?
LØVBORG
Ikke et ord. Sligt noget er hun for dum til at forstå.
HEDDA
Dum?
LØVBORG
I den slags ting er hun dum.
HEDDA
Og jeg er fejg. (bøjer sig nærmere hen til ham, uden at se ham i øjnene, og siger sagtere) Men nu vil jeg betro Dem noget.
1.utg: 129
LØVBORG
spændt
Nå?
HEDDA
Det, at jeg ikke turde skyde Dem ned –
HIS: 113
LØVBORG
Ja?!
HEDDA
det var ikke min argeste fejghed – den aften.
LØVBORG ser et øjeblik på hende, begriber, og hvisker lidenskabeligt
Å, Hedda! Hedda Gabler! Nu skimter jeg en dulgt grund under kammeratskabet! Du og jeg –! Det var dog livskravet i dig –
HEDDA sagte, med et hvasst øjekast
Vogt Dem! Tro ikke sligt noget!
Det er begyndt at mørkne. Forstuedøren åbnes udefra af Berte.
HEDDA klapper albumet sammen og råber smilende
Nå endelig! Kæreste Thea, – så kom dog ind!
Fru Elvsted kommer fra forstuen. Hun er selskabsklædt. Døren lukkes efter hende.
1.utg: 130
HEDDA
i sofaen, strækker armene imod hende
Søde Thea, – du kan ikke tænke dig, hvor jeg har ventet på dig!
Fru Elvsted veksler i forbigående en let hilsen med herrerne i bagværelset, går så hen til bordet og rækker Hedda hånden. Ejlert Løvborg har rejst sig. Han og fru Elvsted hilser hinanden med et stumt nik.
FRU ELVSTED
Jeg skulde kanské gå ind og tale lidt med din mand?
HIS: 114
HEDDA
Å langtfra. La’ de to sidde. De går snart sin vej.
HU: 350
FRU ELVSTED
Går de?
HEDDA
Ja, de skal ud i et svirelag.
FRU ELVSTED hurtigt, til Løvborg
Ikke De vel?
LØVBORG
Nej.
HEDDA
Herr Løvborg – han blir her hos os.
1.utg: 131
FRU ELVSTED
tager en stol og vil sætte sig ved siden af ham
Å, hvor her er godt at være!
HEDDA
Nej tak, min lille Thea! Ikke der! Du kommer pent her over til mig. Jeg vil være midt imellem.
FRU ELVSTED
Ja, ganske som du vil ha’ det.
Hun går omkring bordet og sætter sig i sofaen på højre side af Hedda. Løvborg sætter sig på stolen igen.
HIS: 115
LØVBORG
efter et kort ophold, til Hedda
Er hun ikke dejlig at sidde og sé på?
HEDDA stryger hende let over håret
Bare til at sé på?
LØVBORG
Ja. For vi to, – hun og jeg, – vi er to rigtige kammerater. Vi tror ubetinget på hinanden. Og så kan vi sidde og tale så frejdigt sammen –
HEDDA
Uden omsvøb, herr Løvborg?
1.utg: 132
LØVBORG
Nå –
FRU ELVSTED sagte, klynger sig til Hedda
Å, hvor jeg er lykkelig, Hedda! For, – tænk, – så siger han, at jeg har beåndet ham også.
HEDDA ser på hende med et smil
Nej, siger han det, du?
LØVBORG
Og så det handlingens mod, som hun har, fru Tesman!
FRU ELVSTED
Å gud, – jeg mod!
LØVBORG
Umådeligt – når det gælder kammeraten.
HIS: 116
HEDDA
Ja, mod, – ja! Den, som bare havde det.
LØVBORG
Hvad så, mener De?
HEDDA
Da kunde en kanske endda leve livet. (slår pludselig om) Men nu, min kæreste Thea, – nu
1.utg: 133
skal du såmæn drikke dig et godt glas kold punsch.
FRU ELVSTED
Nej tak, – jeg drikker aldrig sådant.
HU: 351
HEDDA
Nå, så De da, herr Løvborg.
LØVBORG
Tak, ikke jeg heller.
FRU ELVSTED
Nej, ikke han heller!
HEDDA ser fast på ham
Men når nu jeg vil det?
LØVBORG
Hjælper ikke.
HEDDA lér
Har jeg altså slet ingen magt over Dem, jeg stakker?
HIS: 117
LØVBORG
Ikke på det område.
1.utg: 134
HEDDA
Alvorlig talt, så synes jeg dog, De skulde gøre det alligevel. For Deres egen skyld.
FRU ELVSTED
Nej men, Hedda –!
LØVBORG
Hvorledes det?
HEDDA
Eller for folks skyld, rettere sagt.
LØVBORG
Så?
HEDDA
Folk kunde jo ellers let falde på den tro, at De ikke – sådan i grunden – følte Dem rigtig frejdig, – rigtig tryg på Dem selv.
FRU ELVSTED sagte
Å nej da, Hedda –!
LØVBORG
Folk kan få lov til at tro, hvad de vil, – indtil videre.
FRU ELVSTED glad
Ja, ikke sandt!
1.utg: 135
HIS: 118
HEDDA
Jeg så det så tydeligt på assessor Brack nu for nylig.
LØVBORG
Hvad så De?
HEDDA
Han smilte så hånligt, da De ikke turde gå med derind til bordet.
LØVBORG
Turde jeg ikke! Jeg vilde naturligvis heller bli’ her og tale med Dem.
FRU ELVSTED
Det var jo så rimeligt, Hedda!
HEDDA
Men det kunde vel ikke assessoren ane. Og jeg så også, at han drog på smilet og skotted til Tesman, da De ikke turde gå med til dette stakkers lille gildet heller.
LØVBORG
Turde! Siger De, at jeg ikke turde?
HU: 352
HEDDA
Ikke jeg. Men således forstod assessor Brack det.
1.utg: 136
LØVBORG
Lad ham bare det.
HEDDA
De går altså ikke med?
HIS: 119
LØVBORG
Jeg blir her hos Dem og Thea.
FRU ELVSTED
Ja, Hedda, – det kan du da vel tænke dig!
HEDDA smiler og nikker bifaldende til Løvborg
Altså rigtig grundmuret. Principfast for alle tider. Sé, det er som en mand skal være! (vender sig til fru Elvsted og klapper hende) Nå, var det ikke det, jeg sa’, da du kom så rent forstyrret her ind imorges –
LØVBORG studsende
Forstyrret!
FRU ELVSTED i skræk
Hedda, – Hedda da –!
HEDDA
Ser du nu bare selv! Det er jo slet ikke nødvendigt, at du går her i denne dødelige angst
1.utg: 137
(afbrydende) Så! Nu kan vi alle tre være livlige!
LØVBORG er faret sammen
Ah, – hvad er dette her for noget, fru Tesman!
FRU ELVSTED
Å gud, å gud, Hedda! Hvad er det du siger! Hvad er det du gør!
HEDDA
Vær bare stille! Den ækle assessoren sidder og holder øje med dig.
HIS: 120
LØVBORG
I dødsangst altså. For min skyld.
FRU ELVSTED sagte, jamrende
Å Hedda, – nu har du da gjort mig så rent ulykkelig!
LØVBORG ser en stund ufravendt på hende. Hans ansigt er fortrukket
Det var altså kammeratens frejdige tro på mig.
FRU ELVSTED bønligt
Å kæreste ven, – du må da først høre –!
1.utg: 138
LØVBORG
tager det ene fyldte punschglas, løfter det og siger sagte med hæs stemme
Din skål, Thea!
Han tømmer glasset, sætter det fra sig og tager det andet.
FRU ELVSTED sagte
Å Hedda, Hedda, – at du kunde ville dette her!
HEDDA
Ville! Jeg? Er du gal?
HU: 353
LØVBORG
Og en skål for Dem også, fru Tesman. Tak for sandheden. Den leve!
Han drikker ud og vil fylde glasset påny.
HEDDA lægger hånden på hans arm
Så, så, – ikke mere for øjeblikket. Husk på, De skal til gilde.
HIS: 121
FRU ELVSTED
Nej, nej, nej!
HEDDA
Hys! De sidder og ser på dig.
1.utg: 139
LØVBORG
sætter glasset fra sig
Du, Thea, – vær nu sandfærdig –
FRU ELVSTED
Ja!
LØVBORG
Vidste fogden besked om, at du rejste efter mig?
FRU ELVSTED vrider hænderne
Å Hedda, – hører du, hvad han spør’ om!
LØVBORG
Var det en aftale mellem dig og ham, at du skulde rejse til byen og passe på mig? Var det kanske fogden selv, som fik dig til det? Aha, du, – han havde sagtens brug for mig på kontoret igen! Eller var det ved kortbordet, han savned mig?
FRU ELVSTED sagte, vånder sig
Å Løvborg, Løvborg –!
LØVBORG griber et glas og vil fylde det
En skål for gamle fogden også!
1.utg: 140
HEDDA
afværgende
Ikke mere nu. Husk på, De skal ud og læse op for Tesman.
HIS: 122
LØVBORG
rolig, sætter glasset fra sig
Det var dumt af mig, Thea, dette her. At ta’ det på slig vis, mener jeg. Vær så ikke vred på mig, du kære, kære kammerat. Du skal få sé, – både du og de andre, – at var jeg end engang falden, så –. Nu har jeg rejst mig igen! Ved din hjælp, Thea.
FRU ELVSTED glædestrålende
Å gud ske lov –!
Brack har imidlertid set på sit uhr. Han og Tesman står op og kommer ind i salonen.
BRACK tager sin hat og overfrakke
Ja, fru Tesman, nu er vor time slagen.
HU: 354
HEDDA
Den er vel det.
LØVBORG rejser sig
Min også, herr assessor.
1.utg: 141
FRU ELVSTED
sagte og bønligt
Å Løvborg, – gør det ikke!
HEDDA kniber hende i armen
De hører dig!
FRU ELVSTED skriger svagt
Au!
LØVBORG til Brack
De var så venlig at be’ mig med.
HIS: 123
BRACK
Nå, kommer De så alligevel?
LØVBORG
Ja mange tak.
BRACK
Glæder mig særdeles –
LØVBORG stikker papirpakken til sig og siger til Tesman
For jeg vilde gerne vise dig et og andet, før jeg gi’r det af.
TESMAN
Nej, tænk, – det skal bli’ morsomt! –
1.utg: 142
Men, kære Hedda, hvorledes får du så fru Elvsted hjem? Hvad?
HEDDA
Å, det blir der altid råd for.
LØVBORG ser hen mod damerne
Fru Elvsted? Jeg kommer naturligvis igen og henter hende. (nærmere) Sådan omkring ti-tiden, fru Tesman? Passer det?
HEDDA
Ja visst. Det passer udmærket.
TESMAN
Nå, så er jo alting godt og vel. Men mig må du ikke vente tidligt, Hedda.
HEDDA
Å kære, bli’ du så længe – så længe du bare vil.
HIS: 124
FRU ELVSTED
i dulgt angst
Herr Løvborg, – jeg bier altså her, til De kommer.
LØVBORG med hatten i hånden
Forstår sig, frue.
1.utg: 143
BRACK
Og så går forlystelsestoget, mine herrer! Jeg håber, vi skal få det livligt, som en viss skøn frue siger.
HEDDA
Ak, kunde så sandt den skønne frue være usynlig tilstede –!
BRACK
Hvorfor usynlig?
HEDDA
For at få høre lidt af Deres uforfalskede livligheder, herr assessor.
BRACK lér
Det vilde jeg dog ikke tilråde den skønne frue.
HU: 355
TESMAN
lér også
Nej, nu er du rigtig god, Hedda! Tænk det!
BRACK
Nå, farvel, farvel, mine damer!
LØVBORG bukker til afsked
Omkring ti-tiden altså.
HIS: 125
Brack, Løvborg og Tesman går ud gennem forstuedøren. Samtidigt kommer Berte fra bagværelset med en tændt lampe, som hun sætter på salonbordet, og går ud igen samme vej.
1.utg: 144
FRU ELVSTED
har rejst sig og driver urolig om på gulvet
Hedda, – Hedda, – hvad skal dette her bli’ til!
HEDDA
Klokken ti, – da kommer han altså. Jeg ser ham for mig. Med vinløv i håret. Hed og frejdig –
FRU ELVSTED
Ja, gid det var så vel.
HEDDA
Og da, ser du, – da har han fåt magten over sig selv igen. Da er han en fri mand for alle sine dage.
FRU ELVSTED
Å gud, ja, – dersom han bare vilde komme således, som du ser ham.
HEDDA
Således og ikke anderledes kommer han! (rejser sig og går nærmere) Tvil du på ham så længe du vil. Jeg tror på ham. Og nu skal vi prøve –
FRU ELVSTED
Der stikker noget under med dig, Hedda!
1.utg: 145
HIS: 126
HEDDA
Ja, der gør. Jeg vil for en eneste gang i mit liv ha’ magt over en menneskeskæbne.
FRU ELVSTED
Har du da ikke det?
HEDDA
Har det ikke – og har aldrig havt det.
FRU ELVSTED
Men over din mands da?
HEDDA
Jo, det var rigtignok møjen værd. Å, dersom du kunde forstå, hvor fattig jeg er. Og du skal ha’ lov til at være så rig! (slår armene lidenskabeligt om hende) Jeg tror, jeg svi’er håret af dig alligevel.
FRU ELVSTED
Slip mig! Slip mig! Jeg er ræd for dig, Hedda!
BERTE i døråbningen
Thebordet er dækket inde i spisestuen, frue.
HEDDA
Godt. Vi kommer.
1.utg: 146
HU: 356
FRU ELVSTED
Nej, nej, nej! Jeg vil heller gå hjem alene! Nu straks!
HIS: 127
HEDDA
Snak! Først skal du få thevand, du lille tossehode. Og så, – klokken ti, – så kommer Ejlert Løvborg – med vinløv i håret.
Hun drager fru Elvsted næsten med magt mod døråbningen.
HIS: 128
1.utg: [147]
HIS: 129
HU: 357
TREDJE AKT
Værelset hos Tesmans. Forhængene for døråbningen er trukket sammen. Ligeså for glasdøren. Lampen, med en skærm over, brænder halvt nedskruet på bordet. I ovnen, hvis dør står åben, har der været ild, som nu næsten er udbrændt.
Fru Elvsted, indhyllet i et stort kastetørklæde og med fødderne på en skammel, sidder tæt ved ovnen, tilbagesunken i lænestolen. Hedda ligger påklædt sovende på sofaen med et tæppe over sig.
FRU ELVSTED efter et ophold, retter sig hurtig i stolen og lytter spændt. Derpå synker hun igen træt tilbage og jamrer sagte
Endnu ikke! – Å gud, – å gud, – endnu ikke!
Berte kommer varsomt listende ind gennem forstuedøren. Hun har et brev i hånden.
FRU ELVSTED vender sig og hvisker spændt
Nå, – har her været nogen?
BERTE sagte
Ja, nu netop var her en pige med dette brevet.
1.utg: 148
FRU ELVSTED
hurtig, strækker hånden ud
Et brev! Gi’ mig det!
BERTE
Nej, det er til doktoren, frue.
HIS: 130
FRU ELVSTED
Ah så.
BERTE
Det var frøken Tesmans pige, som var her med det. Jeg lægger det her på bordet.
FRU ELVSTED
Ja, gør det.
BERTE lægger brevet fra sig
Det er visst bedst jeg slukker lampen. For den står og oser.
FRU ELVSTED
Ja, sluk De. Det blir vel snart lyst nu.
BERTE slukker
Det er alt lyst, frue.
FRU ELVSTED
Ja, lys dag! Og så endda ikke kommen hjem –!
1.utg: 149
HU: 358
BERTE
Å herre gud, – jeg tænkte nok, at det vilde gå så.
FRU ELVSTED
Tænkte De det?
BERTE
Ja, da jeg så, at en viss mandsperson var kommen til byen igen, så –. Og trak af med dem. For den herren har en da hørt nok om før i tiden.
HIS: 131
FRU ELVSTED
Tal ikke så højt. De vækker fruen.
BERTE sér mod sofaen og sukker
Nej, gud, – la’ hende bare sove, stakker. – Skal jeg ikke lægge lidt mere i ovnen?
FRU ELVSTED
Tak, ikke for mig.
BERTE
Ja-ja da.
Hun går sagte ud gennem forstuedøren.
HEDDA vågner ved at døren lukkes og sér op
Hvad er det –!
1.utg: 150
FRU ELVSTED
Det var bare pigen –
HEDDA sér sig om
Ah herinde –! Ja, nu husker jeg jo – (retter sig op, siddende på sofaen, strækker sig og gnider øjnene) Hvad er klokken, Thea?
FRU ELVSTED ser på sit uhr
Den er nu over syv.
HEDDA
Hvad tid kom Tesman.
FRU ELVSTED
Han er ikke kommet.
HIS: 132
HEDDA
Ikke kommet hjem endnu?
FRU ELVSTED rejser sig
Her er slet ingen kommet.
HEDDA
Og vi, som sad her og våged og vented lige til klokken fire –
1.utg: 151
FRU ELVSTED
vrider hænderne
Og slig som jeg vented på ham!
HEDDA gisper og siger med hånden for munden
Ak ja, – det kunde vi da ha’ sparet os for.
FRU ELVSTED
Fik du så sove lidt siden?
HEDDA
Å ja. Jeg tror, jeg fik sove nok så bra’. Fik ikke du?
FRU ELVSTED
Ikke et øjeblik. Jeg kunde ikke, Hedda! Det var mig så rent umuligt.
HEDDA rejser sig og går hen imod hende
Så, så, så! Det er da
HU: 359
ikke noget at ængste sig for. Jeg skønner så godt, hvorledes det hænger sammen.
FRU ELVSTED
Ja, hvad tror du da? Kan du sige mig det!
HIS: 133
HEDDA
Nå, det har naturligvis trukket gruelig længe ud hos assessoren –
1.utg: 152
FRU ELVSTED
Å gud, ja, – det har det visst. Men alligevel –
HEDDA
Og så, sér du, så har ikke Tesman villet komme hjem og gøre larm og ringe på midt om natten. (lér) Kanské ikke gerne villet vise sig heller – sådan lige ovenpå et lysteligt lag.
FRU ELVSTED
Men, kære, – hvor skulde han da være gåt hen?
HEDDA
Han er naturligvis gåt op til tanterne og har lagt sig til at sove der. De har jo hans gamle værelse stående.
FRU ELVSTED
Nej, hos dem kan han ikke være. For nu nylig kom der et brev til ham fra frøken Tesman. Der ligger det.
HEDDA
Så? (sér på udskriften) Ja, det er såmæn fra tante Julle egenhændig. Nå, så er han altså ble’t igen hos assessoren da. Og Ejlert Løvborg, han sidder – med vinløv i håret, og læser op.
1.utg: 153
FRU ELVSTED
Å Hedda, du går bare og snakker noget, som du ikke selv tror på.
HIS: 134
HEDDA
Du er virkelig et lidet fårehode, Thea.
FRU ELVSTED
Å ja, desværre, jeg er vel sagtens det.
HEDDA
Og så dødelig træt som du sér ud.
FRU ELVSTED
Ja, jeg er også dødelig træt.
HEDDA
Nå, derfor skal du gøre, som jeg siger. Du skal gå ind i mit værelse og lægge dig lidt på sengen.
FRU ELVSTED
Å nej, nej, – jeg får så ikke sove alligevel.
HEDDA
Jo visst gør du så.
HU: 360
FRU ELVSTED
Ja, men din mand må da snart komme hjem nu. Og så må jeg straks få vide –
1.utg: 154
HEDDA
Jeg skal nok sige dig til, når han kommer.
FRU ELVSTED
Ja, lover du mig det, Hedda?
HIS: 135
HEDDA
Ja, det kan du stole på. Gå du bare ind og sov sålænge.
FRU ELVSTED
Tak. Så vil jeg prøve på det da.
Hun går ind gennem bagværelset.
Hedda går hen til glasdøren og trækker forhængene fra. Det fulde dagslys falder ind i stuen. Derpå tager hun fra skrivebordet et lidet håndspejl, sér sig i det og ordner håret. Går så hen til forstuedøren og trykker på klokkeknappen.
Berte kommer lidt efter i døren.
BERTE
Er det noget, som fruen ønsker?
HEDDA
Ja, De får lægge mere i ovnen. Jeg går her og fryser.
BERTE
Jøsses, – straks på timen skal her bli’ varmt.
Hun rager gløderne sammen og lægger et vedstykke ind.
1.utg: 155
BERTE
standser og lytter
Nu ringte det på gadedøren, frue.
HEDDA
Så gå ud og luk op. Ovnen skal jeg selv sørge for.
HIS: 136
BERTE
Det kommer snart i brand.
Hun går ud gennem forstuedøren.
Hedda knæler på fodskammelen og lægger flere vedstykker ind i ovnen.
Jørgen Tesman kommer efter et kort ophold ind fra forstuen. Han sér træt og noget alvorlig ud. Lister sig på tåspidserne hen imod døråbningen og vil smutte ind mellem forhængene.
HEDDA ved ovnen, uden at sé op
God morgen.
TESMAN vender sig
Hedda! (kommer nærmere) Men i al verden, – er du oppe så tidligt! Hvad?
HEDDA
Ja, jeg har været svært tidlig oppe idag.
TESMAN
Og jeg, som var så viss på, at du lå og sov endnu! Tænk det, Hedda!
1.utg: 156
HEDDA
Tal ikke så højt. Fru Elvsted ligger inde hos mig.
TESMAN
Er fru Elvsted ble’t her inat!
HIS: 137
HEDDA
Ja, her kom jo ingen for at hente hende.
HU: 361
TESMAN
Nej, der gjorde vel ikke det.
HEDDA lukker ovnsdøren og rejser sig
Nå, var det så morsomt hos assessoren?
TESMAN
Har du været ængstelig for mig? Hvad?
HEDDA
Nej, det kunde da aldrig falde mig ind. Men jeg spurgte, om du havde havt det morsomt.
TESMAN
Ja såmæn. For en gangs skyld, så –. Men mest i førstningen, synes nu jeg. For da læste Ejlert op for mig. Vi kom jo over en time for tidligt, – tænk det! Og Brack havde jo så meget at ordne. Men så læste Ejlert.
1.utg: 157
HEDDA
sætter sig på højre side af bordet
Nå? Lad mig så få høre –
TESMAN sætter sig på en taburet ved ovnen
Nej, Hedda, du kan aldrig tro, hvad det blir for et værk! Det er visst næsten noget af det mærkeligste, som er skrevet. Tænk det!
HEDDA
Ja, ja, det bryr jeg mig ikke om –
HIS: 138
TESMAN
Jeg vil tilstå en ting for dig, Hedda. Da han havde læst, – så kom der noget stygt over mig.
HEDDA
Noget stygt?
TESMAN
Jeg sad og misundte Ejlert, at han havde kunnet skrive sådant noget. Tænk det, Hedda!
HEDDA
Ja, ja, jeg tænker jo!
TESMAN
Og så vide, at han, – med de evner, som
1.utg: 158
han har, – desværre nok er rent uforbederlig alligevel.
HEDDA
Du mener vel, at han har mere livsmod end de andre?
TESMAN
Nej, herre gud, – han kan sletikke holde måde i nydelsen, sér du.
HEDDA
Og hvad blev det så til – tilslut?
TESMAN
Ja, jeg synes nu nærmest, at det måtte kaldes et bakkanal, jeg, Hedda.
HIS: 139
HEDDA
Havde han vinløv i håret?
TESMAN
Vinløv? Nej, det så jeg ikke noget til. Men
HU: 362
han holdt en lang, forvirret tale for den kvinde, som havde beåndet ham under arbejdet. Ja, således udtrykte han sig.
HEDDA
Nævnte han hende?
1.utg: 159
TESMAN
Nej, det gjorde han ikke. Men jeg kan ikke tænke mig andet, end at det må være fru Elvsted. Pas du på!
HEDDA
Nå, – hvor skiltes du så fra ham?
TESMAN
På vejen indover. Vi brød op, – de sidste af os, – på samme tid. Og Brack gik også med for at få lidt frisk luft. Og så, sér du, så blev vi enige om at følge Ejlert hjem. Ja, for han var da så rent overlastet også!
HEDDA
Han var vel det.
TESMAN
Men nu kommer det mærkværdige, Hedda! Eller det sørgelige, skulde jeg vel heller sige. Å, – jeg skammer mig næsten – på Ejlerts vegne – for at fortælle det –
HIS: 140
HEDDA
Nå da, altså –?
TESMAN
Jo, mens vi gik sådan indover, ser du, så
1.utg: 160
blev jeg tilfældigvis lidt tilbage på vejen. Bare sådan et par minutters tid, – tænk det!
HEDDA
Ja, ja, herre gud, men –?
TESMAN
Og da jeg så skynder mig efter de andre, – véd du så, hvad jeg finder i vejkanten? Hvad?
HEDDA
Nej, hvor kan nu jeg vide det!
TESMAN
Sig det endelig ikke til nogen, Hedda. Hører du det! Lov mig det for Ejlerts skyld. (trækker en pakke i papiromslag op af frakkelommen) Tænk, du, – jeg fandt dette her.
HEDDA
Er det ikke den pakken, som han havde med sig her igår?
TESMAN
Jo, du, det er hele hans kostbare, uerstattelige manuskript! Og det havde han gået der og mistet – uden at han mærked det. Tænk dig bare, Hedda! Så sørgeligt –
1.utg: 161
HU: 363
HEDDA
Men hvorfor gav du ham så ikke pakken igen straks?
HIS: 141
TESMAN
Nej, det turde jeg da ikke gøre – i den forfatning, han var i –
HEDDA
Fortalte du ikke til nogen af de andre, at du havde fundet den heller?
TESMAN
Å langtfra. Det vilde jeg da ikke for Ejlerts skyld, kan du skønne.
HEDDA
Der er altså ingen, som véd, at du har Ejlert Løvborgs papirer?
TESMAN
Nej. Og det må ingen få vide heller.
HEDDA
Hvad talte du så siden med ham om?
TESMAN
Jeg fik sletikke tale mere med ham, du.
1.utg: 162
For da vi kom ind i gaderne, så blev han og en to–tre andre rent borte for os. Tænk det!
HEDDA
Så? De har vel fulgt ham hjem da.
TESMAN
Ja, de havde nok det, lod det til. Og Brack gik også sin vej.
HIS: 142
HEDDA
Og hvor har du så tumlet dig siden efter?
TESMAN
Jo, jeg og nogen af de andre, vi fulgte op med en af de lystige fyrene og drak morgenkaffe der hos ham. Eller natkaffe må det vel nærmest kaldes. Hvad? Men når jeg nu bare har hvilet mig en smule – og så jeg kan tænke mig, at Ejlert, stakker, har fåt sovet ud, så må jeg indover til ham med dette her.
HEDDA strækker hånden efter pakken
Nej, – gi’ det ikke fra dig! Ikke straks, mener jeg. Lad mig få læse det først.
TESMAN
Nej, kære, snille Hedda, det tør jeg, ved gud, ikke.
1.utg: 163
HEDDA
Tør du ikke?
TESMAN
Nej, – for du kan da vel tænke dig, hvor rent fortvilet han blir, når han vågner og savner manuskriptet. For han har ingen afskrift af det, må du vide! Det sa’ han selv.
HU: 364
HEDDA
sér ligesom forskende på ham
Kan da ikke sligt noget skrives om igen? Sådan en gang til.
TESMAN
Nej, det tror jeg aldrig vilde gå. For beåndelsen, – sér du –
HIS: 143
HEDDA
Ja, ja, – just det er det vel – ( henkastende) Men det er sandt, – her ligger et brev til dig.
TESMAN
Nej, tænk –!
HEDDA rækker ham det
Det kom tidlig imorges.
1.utg: 164
TESMAN
Fra tante Julle, du! Hvad kan det være? (lægger papirpakken på den anden taburet, åbner brevet, løber det igennem og springer op) Å Hedda, – hun skriver, at den stakkers tante Rina ligger på sit sidste!
HEDDA
Det var jo at vente.
TESMAN
Og at hvis jeg vil se hende endnu en gang, så må jeg skynde mig. Jeg vil straks springe derind.
HEDDA undertrykker et smil
Vil du springe også?
TESMAN
Å kæreste Hedda, – om du kunde overvinde dig til at følge med! Tænk det!
HEDDA rejser sig og siger træt og afvisende
Nej, nej, bed mig ikke om sligt noget. Jeg vil ikke sé på sygdom og død. Lad mig få være fri for alt det, som stygt er.
HIS: 144
TESMAN
Ja, herre gud da –! (farer omkring) Min
1.utg: 165
hat –? Min overfrakke –? Nå, i forstuen –. Jeg vil da inderlig håbe, at jeg ikke kommer for sent, Hedda? Hvad?
HEDDA
Å bare spring, så –
Berte kommer i forstuedøren.
BERTE
Assessor Brack står udenfor og spør’, om han må komme ind.
TESMAN
På denne tid! Nej, nu kan jeg umulig ta’ imod ham.
HEDDA
Men jeg kan. (til Berte) Bed assessoren komme.
Berte går.
HEDDA hurtigt, hviskende
Pakken, Tesman!
Hun griber den fra taburetten.
HU: 365
TESMAN
Ja, giv mig den!
1.utg: 166
HEDDA
Nej, nej, jeg gemmer den for dig sålænge.
Hun går hen til skrivebordet og stikker den ind i bogreolen. Tesman står i hastværk og kan ikke få handskerne på.
HIS: 145
Assessor Brack kommer ind fra forstuen.
HEDDA nikker til ham
Nå, De er rigtignok en morgenfugl.
BRACK
Ja, synes De ikke det? (til Tesman) Skal De også ud på farten?
TESMAN
Ja, jeg må nødvendigvis ind til tanterne. Tænk, – den syge, hun ligger for døden, stakker.
BRACK
Å herre gud, gør hun det? Men så må De endelig ikke la’ Dem opholde af mig. I et så alvorligt øjeblik –
TESMAN
Ja, jeg må virkelig løbe –. Farvel! Farvel!
Han skynder sig ud gennem forstuedøren.
HEDDA går nærmere
Det har nok været mere end livligt hjemme hos Dem inat, herr assessor.
1.utg: 167
BRACK
Jeg er såmæn ikke kommen af klæderne, fru Hedda.
HEDDA
Ikke De heller?
HIS: 146
BRACK
Nej, som De sér. Men hvad har så Tesman fortalt om nattens oplevelser?
HEDDA
Å, noget kedeligt noget. Bare det, at de havde været oppe og drukket kaffe etsteds.
BRACK
Det kaffelag har jeg alt rede på. Ejlert Løvborg var nok ikke med der, tror jeg?
HEDDA
Nej, de havde fulgt ham hjem forinden.
BRACK
Tesman også?
HEDDA
Nej, men et par andre, sa’ han.
1.utg: 168
BRACK
smiler
Jørgen Tesman er virkelig en troskyldig sjæl, fru Hedda.
HEDDA
Ja, det véd gud han er. Men stikker der da noget under?
BRACK
Ja, det er ikke frit for det.
HU: 366
HEDDA
Nå da! Lad os sætte os, kære assessor. Så fortæller De bedre.
HIS: 147
Hun sætter sig ved venstre side af bordet. Brack ved langsiden i nærheden af hende.
HEDDA
Nå da altså?
BRACK
Jeg havde særlige grunde til at efterspore mine gæsters – eller, rigtigere sagt, en del af mine gæsters veje inat.
HEDDA
Og imellem dem var kanske Ejlert Løvborg også?
1.utg: 169
BRACK
Jeg må tilstå – han var det.
HEDDA
Nu gør De mig virkelig begærlig –
BRACK
Véd De, hvor han og et par af de andre tilbragte resten af natten, fru Hedda?
HEDDA
Går det an at fortælle det, så gør så.
BRACK
Bevar’s, det kan godt fortælles. Jo, de indfandt sig i en særdeles animeret soirée.
HEDDA
Af det livlige slags?
HIS: 148
BRACK
Af det allerlivligste.
HEDDA
Lidt mere om dette her, assessor –
BRACK
Løvborg havde fåt indbydelse i forvejen, han også. Jeg vidste fuld besked om det. Men
1.utg: 170
da havde han afslåt at komme. For nu har han jo iført sig et nyt menneske, som De véd.
HEDDA
Oppe hos fogden Elvsteds, ja. Men så gik han altså alligevel?
BRACK
Ja, ser De, fru Hedda, – så kommer uheldigvis ånden over ham oppe hos mig i aftes –
HEDDA
Ja, der blev han jo beåndet, hører jeg.
BRACK
I temmelig voldsom grad beåndet. Nå, så kom han vel på andre tanker, kan jeg tro. For vi mandspersoner, vi er desværre ikke altid så principfaste, som vi burde være.
HEDDA
Å, De danner da visst en undtagelse, assessor Brack. Men Løvborg altså –?
HU: 367
BRACK
Ja, kort og godt, – enden blev, at han havned i frøken Dianas saloner.
1.utg: 171
HIS: 149
HEDDA
Frøken Dianas?
BRACK
Det var frøken Diana, som gav soiréen. For en udvalgt kreds af veninder og beundrere.
HEDDA
Er det en rødhåret en?
BRACK
Netop.
HEDDA
Sådan en slags – sangerinde?
BRACK
Å ja, – det også. Og derhos en vældig jægerinde – for herrerne, – fru Hedda. De har visst hørt tale om hende. Ejlert Løvborg var en af hendes varmeste beskyttere – i sine velmagtsdage.
HEDDA
Og hvorledes endte så dette her?
BRACK
Mindre venskabeligt, lader det til. Frøken Diana skal fra den ømmeste modtagelse være gået til håndgribeligheder –
1.utg: 172
HEDDA
Imod Løvborg?
HIS: 150
BRACK
Ja. Han beskyldte hende eller veninderne for at ha’ bestjålet ham. Han påstod, at hans tegnebog var ble’t borte. Og andre sager også. Kort sagt, han skal ha’ gjort et morderligt spektakel.
HEDDA
Og hvad førte så det til?
BRACK
Det førte såmæn til almindelig hanekamp mellem både damer og herrer. Heldigvis så kom da endelig politiet tilstede.
HEDDA
Kom politiet også?
BRACK
Ja. Men det blir nok en dyr spas for Ejlert Løvborg, det gale menneske.
HEDDA
Nå!
BRACK
Han skal ha’ gjort voldsom modstand.
1.utg: 173
Skal ha’ slåt en af konstablerne på øret og revet hans frakke istykker. Så måtte han da med på stationen også.
HEDDA
Hvoraf véd De nu alt dette?
BRACK
Fra politiet selv.
HIS: 151
HU: 368
HEDDA
ser hen for sig
Således er det altså gåt for sig. Da har han ikke havt vinløv i håret.
BRACK
Vinløv, fru Hedda?
HEDDA slår over i tonen
Men sig mig nu, assessor, – hvorfor går De egentlig sådan og sporer og spejder efter Ejlert Løvborg?
BRACK
For det første kan det da ikke være mig så ganske ligegyldigt, om det oplyses ved forhørerne, at han kom lige fra mig.
1.utg: 174
HEDDA
Blir der altså forhører også?
BRACK
Forstår sig. For resten så fik nu det endda være for hvad det var. Men jeg synes, at jeg, som ven af huset, pligted at skaffe Dem og Tesman fuld oplysning om hans natlige bedrifter.
HEDDA
Hvorfor egentlig det, assessor Brack?
BRACK
Jo, fordi jeg har en levende mistanke om, at han vil bruge Dem som et slags skærmbræt.
HEDDA
Nej, men hvor kan De da falde på sligt noget!
HIS: 152
BRACK
Å herre gud, – vi er da ikke blinde, fru Hedda. Se De bare til! Denne fru Elvsted, hun rejser såmæn ikke så snart fra byen igen.
HEDDA
Nå, skulde der være noget imellem de to, så er der vel så mange andre steder, hvor de kan mødes.
1.utg: 175
BRACK
Ikke noget hjem. Ethvert anstændigt hus vil fra nu af igen være lukket for Ejlert Løvborg.
HEDDA
Og så bør mit også være, mener De?
BRACK
Ja. Jeg tilstår, det vilde falde mig mere end pinligt om denne herre fik fast indpas her. Om han, som en overflødig – og en uvedkommende – skulde trænge sig ind i –
HEDDA
– ind i trekanten?
BRACK
Netop. Det vilde for mig være det samme, som at bli’ hjemløs.
HU: 369
HEDDA
ser smilende på ham
Altså, – eneste hane i kurven, – det er Deres mål.
BRACK nikker langsomt og sænker stemmen
Ja, det er mit mål. Og det mål vil jeg kæmpe for – med alle de midler, jeg har til min rådighed.
1.utg: 176
HIS: 153
HEDDA
idet smilet viger
De er visst et farligt menneske, – når det kommer til stykket.
BRACK
Tror De det?
HEDDA
Ja, jeg begynder at tro det nu. Og jeg er hjerteglad – sålænge De ikke i nogen måde har hals og hånd over mig.
BRACK ler tvetydigt
Ja-ja, fru Hedda, – De kan kanské ha’ ret i det. Hvem véd, om jeg ikke i så fald var mand for at finde på både det ene og det andet.
HEDDA
Nej men hør nu her, assessor Brack! Det er jo næsten som om De sidder og truer.
BRACK rejser sig
Å, langtfra! Trekanten, ser De, – den bør helst befæstes og forsvares i frivillighed.
HEDDA
Det mener jeg også.
1.utg: 177
BRACK
Ja, nu har jeg altså fåt sagt, hvad jeg vilde. Og så får jeg sé at komme indover igen. Farvel, fru Hedda!
Han går mod glasdøren.
HIS: 154
HEDDA
rejser sig
Går De gennem haven?
BRACK
Ja, for mig er det kortere.
HEDDA
Ja, og så er det jo en bagvej også.
BRACK
Meget sandt. Jeg har ikke noget imod bagveje. Til sine tider kan de være nokså pikante.
HEDDA
Når der skydes med skarpt, mener De?
BRACK i døren, lér til hende
Å, man skyder da vel ikke sine tamme kurvhaner!
1.utg: 178
HEDDA
lér også
Å nej, når man ikke har flere end den ene, så –
De nikker, under latter, til afsked. Han går. Hun lukker døren efter ham.
HU: 370
Hedda står en stund alvorlig og ser ud. Derpå går hun hen og kikker ind gennem forhænget på bagvæggen. Går så til skrivebordet, tager Løvborgs pakke frem fra reolen og vil blade i papirerne. Bertes stemme høres højrøstet ude i forstuen. Hedda vender sig og lytter. Lukker så hurtigt pakken ned i skuffen og lægger nøglen på skrivetøjet.
HIS: 155
Ejlert Løvborg med overfrakken på og med hatten i hånden, river forstuedøren op. Han ser noget forvirret og ophidset ud.
LØVBORG vendt mod forstuen
Og jeg siger Dem, jeg må og skal ind! Se så!
Han lukker døren, vender sig, ser Hedda, behersker sig straks og hilser.
HEDDA ved skrivebordet
Nå, herr Løvborg, det er lovlig sent De kommer efter Thea.
LØVBORG
Eller lovlig tidlig jeg kommer ind til Dem. Jeg be’r Dem undskylde.
HEDDA
Hvoraf véd De, at hun er hos mig endnu?
1.utg: 179
LØVBORG
Det blev sagt i hendes logis, at hun havde været ude hele natten.
HEDDA går til salonbordet
Kunde De mærke noget på folkene, da de sa’ det?
LØVBORG ser spørgende på hende
Mærke noget på dem?
HEDDA
Jeg mener, om det lod til, at de tænkte sig sådan et og andet ved det?
HIS: 156
LØVBORG
forstår pludselig
Å ja, det er jo også sandt! Jeg trækker hende ned med mig! Forresten kunde jeg ikke mærke noget. – Tesman er vel ikke ståt op endnu?
HEDDA
Nej, – jeg tror ikke –
LØVBORG
Når kom han hjem?
1.utg: 180
HEDDA
Svært sent.
LØVBORG
Fortalte han Dem noget?
HEDDA
Ja, jeg hørte, at der havde været rigtig muntert hos assessor Brack.
LØVBORG
Ikke noget andet?
HEDDA
Nej, jeg tror ikke det. For resten var jeg så gruelig søvnig –
Fru Elvsted kommer ind gennem forhængene på bagvæggen.
HU: 371
FRU ELVSTED
hen imod ham
Ah, Løvborg! Endelig –!
HIS: 157
LØVBORG
Ja, endelig. Og for sent.
FRU ELVSTED ser i angst på ham
Hvad er for sent?
1.utg: 181
LØVBORG
Alt er for sent nu. Med mig er det ude.
FRU ELVSTED
Å nej, nej, – sig da ikke det!
LØVBORG
Du vil selv sige det samme, når du får hørt –
FRU ELVSTED
Jeg vil ikke høre noget!
HEDDA
De ønsker kanské helst at tale alene med hende? For så går jeg.
LØVBORG
Nej bliv, – De også. Jeg be’r Dem om det.
FRU ELVSTED
Ja, men jeg vil ikke høre noget, siger jeg!
LØVBORG
Det er ikke nattens eventyr, jeg vil tale om.
FRU ELVSTED
Hvad er det så –?
1.utg: 182
HIS: 158
LØVBORG
Det er om det, at vore veje må skilles nu.
FRU ELVSTED
Skilles!
HEDDA uvilkårligt
Jeg vidste det!
LØVBORG
For jeg har ikke mere brug for dig, Thea.
FRU ELVSTED
Og det kan du stå her og sige! Ikke mere brug for mig! Jeg skal da vel hjælpe dig nu som før? Vi skal da vel bli’ ved at arbejde sammen?
LØVBORG
Jeg agter ikke at arbejde herefterdags.
FRU ELVSTED i selvopgivelse
Hvad skal jeg så bruge mit liv til?
LØVBORG
Du får prøve på at leve livet, som om du aldrig havde kendt mig.
1.utg: 183
FRU ELVSTED
Men det kan jeg jo ikke!
LØVBORG
Prøv om du kan, Thea. Du får rejse hjem igen –
HIS: 159
FRU ELVSTED
i oprør
Aldrig i denne verden! Hvor du er, der vil jeg også være! Jeg la’r mig ikke således forjage! Jeg vil være her tilstede! Være sammen med dig, når bogen kommer.
HEDDA halvhøjt, i spænding
Ah, bogen, – ja!
LØVBORG ser på hende
Min og Theas bog. For det er den.
HU: 372
FRU ELVSTED
Ja, det føler jeg, at den er. Og derfor så har jeg også ret til at være hos dig, når den kommer! Jeg vil sé på, at der strøes agtelse og ære over dig igen. Og glæden, – glæden, den vil jeg dele med dig.
1.utg: 184
LØVBORG
Thea, – vor bog kommer aldrig ud.
HEDDA
Ah!
FRU ELVSTED
Kommer den ikke!
LØVBORG
Kan aldrig komme.
FRU ELVSTED i angstfuld anelse
Løvborg, – hvor har du gjort af hæfterne!
HIS: 160
HEDDA
ser spændt på ham
Ja, hæfterne –?
FRU ELVSTED
Hvor har du dem!
LØVBORG
Å Thea, – spørg mig helst ikke om det.
FRU ELVSTED
Jo, jo, jeg vil vide det. Jeg har ret til at få vide det straks.
1.utg: 185
LØVBORG
Hæfterne –. Nu vel da, – hæfterne, dem har jeg revet i tusend stykker.
FRU ELVSTED skriger
Å nej, nej –!
HEDDA uvilkårligt
Men det er jo sletikke –!
LØVBORG ser på hende
Ikke sandt, tror De?
HEDDA fatter sig
Jo vel. Naturligvis. Når De selv siger det. Men det lød så urimeligt –
LØVBORG
Sandt alligevel.
HIS: 161
FRU ELVSTED
vrider hænderne
Å gud, – å gud, Hedda, – revet sit eget værk istykker!
1.utg: 186
LØVBORG
Jeg har revet mit eget liv istykker. Så kunde jeg vel rive mit livsværk også –
FRU ELVSTED
Og det har du altså gjort inat!
LØVBORG
Ja, hører du. I tusend stykker. Og strød dem ud i fjorden. Langt ude. Der er i alle fald friskt saltvand. Lad dem drive i det. Drive for strøm og vind. Og om en stund så synker de. Dybere og dybere. Ligesom jeg, Thea.
FRU ELVSTED
Véd du vel, Løvborg, at dette her med
HU: 373
bogen –. Alle mine dage vil det stå for mig, som om du havde dræbt et lidet barn.
LØVBORG
Du har ret i det. Det er som et slags barnemord.
FRU ELVSTED
Men hvor kunde du så –! Jeg havde jo også min del i barnet.
1.utg: 187
HEDDA
næsten lydløst
Ah, barnet –
FRU ELVSTED ånder tungt
Forbi altså. Ja, ja, nu går jeg, Hedda.
HIS: 162
HEDDA
Men du rejser da vel ikke?
FRU ELVSTED
Å jeg véd ikke selv, hvad jeg gør. Nu er alting mørkt foran mig.
Hun går ud gennem forstuedøren.
HEDDA står og venter lidt
De vil altså ikke følge hende hjem, herr Løvborg?
LØVBORG
Jeg? Gennem gaderne? Skulde kanské folk sé, at hun gik sammen med mig?
HEDDA
Jeg véd jo ikke, hvad der ellers er gåt for sig inat. Men er det da så rent uopretteligt?
1.utg: 188
LØVBORG
Det blir ikke ved denne nat alene. Jeg véd det så sikkert. Men så er der det, at jeg gider ikke leve den slags liv heller. Ikke nu pånyt. Det er livsmodet og livstrodsen, som hun har knækket i mig.
HEDDA ser frem for sig
Den søde lille tosse har havt sine fingre i en menneskeskæbne. (ser på ham) Men at De kunde være så hjerteløs imod hende alligevel?
LØVBORG
Å sig ikke, at det var hjerteløst!
HIS: 163
HEDDA
Gå hen og ødelægge, hvad der har fyldt hendes sind gennem lange, lange tider! Det kalder De ikke hjerteløst!
LØVBORG
Til Dem kan jeg sige sandheden, Hedda.
HEDDA
Sandheden?
LØVBORG
Lov mig først, – gi’ mig Deres ord på, at hvad jeg nu betror Dem, det får Thea aldrig vide.
1.utg: 189
HU: 374
HEDDA
Det har De mit ord på.
LØVBORG
Godt. Så vil jeg da sige Dem, at det ikke var sandt, hvad jeg stod her og fortalte.
HEDDA
Det om hæfterne?
LØVBORG
Ja. Jeg har ikke revet dem istykker. Ikke kastet dem i fjorden heller.
HEDDA
Nej, nej –. Men – hvor er de da?
HIS: 164
LØVBORG
Jeg har ødelagt dem alligevel. I bund og grund, Hedda!
HEDDA
Dette her forstår jeg ikke.
LØVBORG
Thea sa’, at det, jeg havde gjort, det stod for hende som et barnemord.
HEDDA
Ja, – så sa’ hun.
1.utg: 190
LØVBORG
Men det, at dræbe sit barn, – det er ikke det værste, en far kan gøre imod det.
HEDDA
Det ikke det værste?
LØVBORG
Nej. Det var det værste, jeg vilde skåne Thea for at høre.
HEDDA
Og hvad er så dette værste?
LØVBORG
Sæt nu, Hedda, at en mand, – sådan henad morgenstunden, – efter en forvildet, gennemsviret nat kom hjem til sit barns mor og sa’: hør du, – jeg har været der og der. På de og de steder. Og jeg har havt vort barn med mig. På de og de steder.
HIS: 165
Barnet er kommet væk for mig. Rent væk. Pokker véd, hvad hænder det er faldet i. Hvem der har havt sine fingre i det.
HEDDA
Ah, – men til syvende og sidst så – så var da dette her bare en bog –
1.utg: 191
LØVBORG
Theas rene sjæl var i den bog.
HEDDA
Ja, jeg forstår det.
LØVBORG
Og så forstår De vel også, at mellem hende og mig er der ikke fremtid foran.
HEDDA
Og hvad vej vil De så gå?
HU: 375
LØVBORG
Ingen. Bare sé til at få ende på det altsammen. Jo før jo heller.
HEDDA et skridt nærmere
Ejlert Løvborg, – hør nu her –. Kunde De ikke sé til, at – at det skede i skønhed?
LØVBORG
I skønhed? (smiler) Med vinløv i håret, som De før i tiden tænkte Dem –
HIS: 166
HEDDA
Å nej. Vinløvet, – det tror jeg ikke længer på. Men i skønhed alligevel! For én
1.utg: 192
gangs skyld! – Farvel! De skal gå nu. Og ikke komme her oftere.
LØVBORG
Farvel, frue. Og hils Jørgen Tesman fra mig.
Han vil gå.
HEDDA
Nej vent! En erindring fra mig skal De da ta’ med Dem.
Hun går hen til skrivebordet og åbner skuffen og pistolkassen. Kommer så hen igen til Løvborg med en af pistolerne.
LØVBORG ser på hende
Den der? Er det erindringen?
HEDDA nikker langsomt
Kan De kende den igen? Den har engang været løftet imod Dem.
LØVBORG
De skulde ha’ brugt den dengang.
HEDDA
Sé der! Brug De den nu.
LØVBORG stikker pistolen i brystlommen
Tak!
1.utg: 193
HIS: 167
HEDDA
Og så i skønhed, Ejlert Løvborg. Lov mig bare det!
LØVBORG
Farvel, Hedda Gabler.
Han går ud gennem forstuedøren.
Hedda lytter en stund ved døren. Derpå går hun hen til skrivebordet og tager pakken med manuskriptet frem, kikker lidt ind i omslaget, drager nogle af bladene halvt ud og ser på dem. Så går hun med det hele hen og sætter sig i lænestolen ved ovnen. Pakken har hun på skødet. Lidt efter åbner hun ovnsdøren og derefter også pakken.
HEDDA kaster et af hæfterne ind i ilden og hvisker hen for sig
Nu brænder jeg dit barn, Thea! – Du med krushåret! (kaster et par hæfter til i ovnen) Dit og Ejlert Løvborgs barn. (kaster det øvrige ind) Nu brænder, – nu brænder jeg barnet.
HIS: 168
1.utg: [194]
HIS: 169
HU: 376
FJERDE AKT
Samme værelser hos Tesmans. Det er aften. Selskabsværelset ligger i mørke. Bagværelset er belyst af hængelampen over bordet derinde. Forhængene for glasdøren er trukne til.
Hedda, sortklædt, driver om på gulvet i det mørke værelse. Kommer så ind i bagværelset og går henover mod venstre side. Der høres nogle akkorder fra pianoet. Så kommer hun frem igen og går ind i selskabsværelset.
Berte kommer fra højre side gennem bagværelset med en tændt lampe, som hun stiller på bordet foran hjørnesofaen i salonen. Hendes øjne er forgrædte, og hun har sorte bånd på kappen. Går stille og varsomt ud til højre. Hedda går hen til glasdøren, letter forhænget lidt tilside og sér ud i mørket.
Kort efter kommer frøken Tesman, sørgeklædt, med hat og slør ind fra forstuen. Hedda går hende imøde og rækker hende hånden.
FRØKEN TESMAN
Ja, Hedda, her kommer jeg i sorgens farver. For nu har da min stakkers søster endelig stridt ud.
HEDDA
Jeg véd det allerede, som De vel sér. Tesman sendte et kort ud til mig.
1.utg: 195
HIS: 170
FRØKEN TESMAN
Ja, han lovte mig jo det. Men jeg syntes da alligevel, at til Hedda, – her i livets hus, – her måtte jeg da melde døden selv.
HEDDA
Det var meget venligt af Dem.
FRØKEN TESMAN
Å, Rina skulde bare ikke gåt bort netop nu. Heddas hus skulde ikke bære sorg i denne tid.
HEDDA afledende
Hun døde jo så stille, frøken Tesman?
FRØKEN TESMAN
Å så dejligt, – så fredeligt løste det sig op for hende. Og så den usigelige lykke, at hun fik sé Jørgen engang til. Og fik sige ham rigtig farvel. – Er han kanské ikke kommen hjem endnu?
HEDDA
Nej. Han skrev, at jeg ikke måtte vente ham så snart. Men sæt Dem da ned.
HU: 377
FRØKEN TESMAN
Nej tak, kære – velsignede Hedda. Jeg
1.utg: 196
vilde nok gerne. Men jeg har så liden tid. Nu skal hun stelles og pyntes så godt jeg kan. Rigtig pén skal hun komme i sin grav.
HEDDA
Kan ikke jeg hjælpe med noget?
HIS: 171
FRØKEN TESMAN
Å tænk da aldrig på det! Sligt noget må ikke Hedda Tesman ta’ sine hænder i. Og ikke fæste sine tanker ved heller. Ikke i denne tid, ikke.
HEDDA
Å tankerne, – de lar sig ikke sådan mestre –
FRØKEN TESMAN vedblivende
Ja, herre gud, så går det i verden. Hjemme hos mig skal vi nu sy lintøj til Rina. Og her skal vel også snart syes, kan jeg tænke. Men det blir af et andet slags, det, – gud ske lov!
Jørgen Tesman kommer ind gennem forstuedøren.
HEDDA
Nå, det var da godt, du endelig kom engang.
1.utg: 197
TESMAN
Er du her, tante Julle? Hos Hedda? Tænk det!
FRØKEN TESMAN
Jeg vilde just til at gå igen, min kære gut. Nå, fik du så udrettet alt det, du lovte mig?
TESMAN
Nej, jeg er virkelig ræd, jeg har glemt halvparten, du. Jeg får springe ind til dig imorgen igen. For idag er mit hode så rent fortumlet. Jeg kan ikke holde tankerne sammen.
FRØKEN TESMAN
Men, snille Jørgen, du må da ikke ta’ det på den vis.
HIS: 172
TESMAN
Så? Hvorledes da, mener du?
FRØKEN TESMAN
Du skal være glad i sorgen. Glad for det, som skét er. Ligesom jeg er det.
TESMAN
Å ja, ja. Du tænker på tante Rina, du.
HEDDA
Det blir ensomt for Dem nu, frøken Tesman.
1.utg: 198
FRØKEN TESMAN
I de første dagene, ja. Men det kommer vel ikke til at vare så længe, vil jeg håbe. Salig Rinas lille stue skal da ikke stå tom, véd jeg!
TESMAN
Så? Hvem vil du da skal flytte ind i den? Hvad?
HU: 378
FRØKEN TESMAN
Å, der findes altid en eller anden syg stakker, som trænger røgt og pleje, desværre.
HEDDA
Vil De virkelig ta’ sligt kors på Dem igen?
FRØKEN TESMAN
Kors! Gud forlade Dem, barn, – det har da ikke været noget kors for mig.
HIS: 173
HEDDA
Men om der nu skulde komme et fremmed menneske, så –
FRØKEN TESMAN
Å, med syge folk blir en snart venner. Og jeg behøver da så sårt at ha’ nogen at leve for, jeg også. Nå, gud ske lov og tak, – her i
1.utg: 199
huset turde vel også bli’ et og andet at ta’ hånd i for en gammel tante.
HEDDA
Å, tal bare ikke om vort.
TESMAN
Ja, tænk, hvor dejligt vi tre kunde ha’ det sammen, dersom –
HEDDA
Dersom –?
TESMAN urolig
Å, ikke noget. Det ordner sig vel. Lad os håbe det. Hvad?
FRØKEN TESMAN
Ja, ja. I to har nok noget at snakke sammen, kan jeg skønne. (smiler) Og Hedda har kanske også noget at fortælle dig, Jørgen. Farvel! Nu må jeg hjem til Rina. (vender sig ved døren) Herregud, hvor underligt at tænke sig! Nu er Rina både hos mig og hos salig Jochum.
TESMAN
Ja, tænk det, tante Julle! Hvad?
Frøken Tesman går ud gennem forstuedøren.
1.utg: 200
HIS: 174
HEDDA
følger Tesman koldt og forskende med øjnene
Jeg tror næsten, dødsfaldet går dig mere til hjertet end hende.
TESMAN
Å, det er ikke dødsfaldet alene. Det er Ejlert, som jeg er så inderlig urolig for.
HEDDA hurtigt
Er der noget nyt med ham?
TESMAN
Jeg vilde løbet op til ham i eftermiddag og sagt ham, at manuskriptet var i god behold.
HEDDA
Nå? Traf du ham så ikke?
TESMAN
Nej. Han var ikke hjemme. Men bagefter så
HU: 379
mødte jeg fru Elvsted, og hun fortalte, at han havde været her tidlig imorges.
HEDDA
Ja straks efter du var gåt.
TESMAN
Og han skal jo ha’ sagt, at han havde revet manuskriptet istykker. Hvad?
1.utg: 201
HEDDA
Ja, han påstod det.
HIS: 175
TESMAN
Men, herre gud, så har han jo været rent sindsforvirret! Og så turde du vel sagtens ikke gi’ ham det tilbage heller, Hedda?
HEDDA
Nej, han fik det ikke.
TESMAN
Men du sa’ ham da vel, at vi havde det?
HEDDA
Nej. (hurtigt) Sa’ du kanske det til fru Elvsted?
TESMAN
Nej, det vilde jeg ikke. Men til ham selv skulde du ha’ sagt det. Tænk, om han i fortvilelse går hen og gør en ulykke på sig! Lad mig få manuskriptet, Hedda! Jeg vil springe ind til ham med det straks. Hvor har du pakken?
HEDDA kold og ubevægelig, støttet til lænestolen
Jeg har den ikke mere.
1.utg: 202
TESMAN
Har du den ikke! Hvad i al verden mener du med det!
HEDDA
Jeg har brændt det op – alt sammen.
TESMAN farer op i skræk
Brændt! Brændt Ejlerts manuskript!
HEDDA
Skrig ikke så. Tjenestepigen kunde gerne høre dig.
HIS: 176
TESMAN
Brændt! Men du godeste gud –! Nej, nej, nej, – dette er rent umuligt!
HEDDA
Ja, det er nu så alligevel.
TESMAN
Men véd du da selv, hvad du der har gjort, Hedda! Det er jo ulovlig omgang med hittegods. Tænk det! Ja, spørg du bare assessor Brack, så skal du få høre.
HEDDA
Det er visst rådeligst, at du ikke taler om det, – hverken til assessoren eller til nogen anden.
1.utg: 203
HU: 380
TESMAN
Men hvorledes kunde du da gå hen og gøre noget så uhørt! Hvorledes kunde sligt falde dig ind? Hvorledes kunde det komme over dig? Svar mig på det. Hvad?
HEDDA undertrykker et næsten umærkeligt smil
Jeg gjorde det for din skyld, Jørgen.
TESMAN
For min skyld!
HEDDA
Da du kom hjem imorges og fortalte, at han havde læst for dig –
TESMAN
Ja, ja, hvad så?
HIS: 177
HEDDA
Da tilstod du, at du misundte ham det værk.
TESMAN
Å herre gud, det var da ikke så bogstavelig ment.
HEDDA
Alligevel. Jeg kunde ikke tåle den tanke, at nogen anden skulde stille dig i skyggen.
1.utg: 204
TESMAN
i udbrud, mellem tvil og glæde
Hedda, – å, er det sandt, hvad du siger! – Ja-men, – ja-men – på den slags måde har jeg aldrig mærket din kærlighed før. Tænk det!
HEDDA
Nå, så er det bedst du får vide da – at just i denne tid – (hæftigt, afbrydende) Nej, nej, – du kan spørge dig for hos tante Julle. Så gir hun dig nok besked.
TESMAN
Å, jeg tror næsten jeg forstår dig, Hedda! (slår hænderne sammen) Nej, herre gud, du, – skulde det være muligt! Hvad?
HEDDA
Skrig da ikke så. Pigen kan høre dig.
TESMAN leende i overstadig glæde
Pigen! Nej, du er virkelig kostelig, du, Hedda! Pigen, – det er jo Berte, det! Jeg vil selv ud og fortælle det til Berte.
HEDDA knuger hænderne som fortvilet
Å, jeg forgår, – jeg forgår i alt dette her!
1.utg: 205
HIS: 178
TESMAN
I hvad for noget, Hedda? Hvad?
HEDDA koldt, behersket
I alt dette – løjerlige, – Jørgen.
HU: 381
TESMAN
Løjerligt? At jeg er så sjæleglad? Men alligevel –. Kanské det ikke er værdt, at jeg siger noget til Berte.
HEDDA
Å jo, – hvorfor ikke det også?
TESMAN
Nej, nej, ikke endnu. Men tante Julle må tilforladelig få vide det. Og det, at du begynder at kalde mig Jørgen også! Tænk det. Å, tante Julle, hun vil bli’ så glad, – så glad!
HEDDA
Når hun hører, at jeg har brændt Ejlert Løvborgs papirer – for din skyld?
TESMAN
Nej, det er jo også sandt! Det med papirerne, det må naturligvis ingen få vide. Men at du brænder for mig, Hedda, – det skal så sandelig
1.utg: 206
tante Julle ha’ del i! For resten gad jeg vide, jeg, om sligt noget er almindeligt hos unge koner, du? Hvad?
HEDDA
Du bør spørge tante Julle om det også, synes jeg.
HIS: 179
TESMAN
Ja, det vil jeg virkelig gøre ved lejlighed. (ser atter urolig og betænkelig ud) Nej men, – nej men manuskriptet da! Herre gud, det er jo forfærdeligt at tænke sig for den stakkers Ejlert alligevel.
Fru Elvsted, klædt ligesom ved sit første besøg, med hat og overtøj, kommer ind gennem forstuedøren.
FRU ELVSTED hilser hurtigt og siger i sindsbevægelse
Å, kære Hedda, tag mig ikke ilde op, at jeg kommer igen.
HEDDA
Hvad er der hændt dig, Thea?
TESMAN
Er det noget med Ejlert Løvborg igen? Hvad?
FRU ELVSTED
Å ja, – jeg er så gruelig ræd for, at der er tilstødt ham en ulykke.
1.utg: 207
HEDDA
griber hende i armen
Ah, – tror du det!
TESMAN
Nej men, herre gud, – hvor kan De da falde på sligt, fru Elvsted!
FRU ELVSTED
Jo, for jeg hørte, at de talte om ham i pensionen, – just som jeg kom ind. Å, der går jo de utroligste rygter om ham i byen idag.
HIS: 180
HU: 382
TESMAN
Ja, tænk, det hørte jeg også! Og så kan jeg bevidne, at han gik lige hjem og la’ sig. Tænk det!
HEDDA
Nå, – hvad sa’ de så i pensionen?
FRU ELVSTED
Å, jeg fik ikke rede på nogen ting. Enten de nu ikke vidste noget nærmere eller –. Der blev stille, da de så mig. Og spørge, det turde jeg ikke.
1.utg: 208
TESMAN
urolig om på gulvet
Vi vil håbe – vi vil håbe, De har hørt fejl, fru Elvsted!
FRU ELVSTED
Nej, nej, jeg er viss på, at det var ham, de talte om. Og så hørte jeg, der blev nævnt noget sådant som hospitalet eller –
TESMAN
Hospitalet!
HEDDA
Nej, – det er da vel umuligt!
FRU ELVSTED
Å, jeg blev så dødelig ræd for ham. Og så gik jeg op i hans logis og spurgte efter ham der.
HEDDA
Kunde du bekvemme dig til det, Thea!
HIS: 181
FRU ELVSTED
Ja, hvad skulde jeg vel andet gøre? For jeg syntes ikke, jeg kunde holde den uvissheden ud længer.
TESMAN
Men De traf ham vel ikke, De, heller? Hvad?
1.utg: 209
FRU ELVSTED
Nej. Og folkene vidste ikke nogen besked om ham. Han havde ikke været hjemme siden igår eftermiddag, sa’ de.
TESMAN
Igår! Tænk, at de kunde si’ det!
FRU ELVSTED
Å, jeg synes det er umuligt andet, end at der må være noget galt på færde med ham!
TESMAN
Du, Hedda, – om jeg gik indover, du, og forhørte mig sådan på forskellige steder –?
HEDDA
Nej, nej, – bland ikke du dig op i dette her.
Assessor Brack, med hat i hånden, kommer ind gennem forstuedøren, som Berte åbner og lukker efter ham. Han sér alvorlig ud og hilser i taushed.
TESMAN
Å, er De der, kære assessor? Hvad?
HIS: 182
BRACK
Ja, jeg måtte nødvendigvis ud til Dem iaften.
1.utg: 210
HU: 383
TESMAN
Jeg kan sé på Dem, at De har fåt budskabet fra tante Julle.
BRACK
Det har jeg også fåt, ja.
TESMAN
Er det ikke sørgeligt, De? Hvad?
BRACK
Nå, kære Tesman, det er nu som man ta’r det.
TESMAN sér uviss på ham
Er der kanské ellers hændt noget?
BRACK
Ja, der er det.
HEDDA spændt
Noget sørgeligt, assessor Brack?
BRACK
Også som man ta’r det, frue.
FRU ELVSTED i uvilkårligt udbrud
Å, det er noget med Ejlert Løvborg!
1.utg: 211
BRACK
sér lidt på hende
Hvorledes falder fruen på det? Véd fruen kanské allerede noget –?
HIS: 183
FRU ELVSTED
forvirret
Nej, nej, det gør jeg sletikke; men –
TESMAN
Men, gud bevar’ os, så sig det dog!
BRACK trækker på skuldrene
Nå, – desværre, – Ejlert Løvborg er bragt på hospitalet. Han ligger nok for døden allerede.
FRU ELVSTED skriger ud
Å gud, å gud –!
TESMAN
På hospitalet! Og for døden også!
HEDDA uvilkårligt
Så hurtigt altså –!
FRU ELVSTED jamrende
Og vi, som skiltes uden forsoning, Hedda!
1.utg: 212
HEDDA
hvisker
Men, Thea, – Thea da!
FRU ELVSTED uden at agte på hende
Jeg må ind til ham! Jeg må sé ham ilive!
BRACK
Det nytter Dem ikke noget, frue. Der får ingen komme til ham.
HIS: 184
FRU ELVSTED
Å, men sig mig da bare, hvad der er hændt ham! Hvad er det for noget?
TESMAN
Ja, for han har da vel aldrig selv –! Hvad?
HEDDA
Jo, det er jeg viss på han har.
TESMAN
Hedda, – hvor kan du da –!
HU: 384
BRACK
som stadig holder øje med hende
De har desværre gættet ganske rigtigt, fru Tesman.
1.utg: 213
FRU ELVSTED
Å, hvor forfærdeligt!
TESMAN
Selv altså! Tænk det!
HEDDA
Skudt sig!
BRACK
Også rigtig gættet, frue.
FRU ELVSTED søger at fatte sig
Når skete det, herr assessor?
BRACK
Nu i eftermiddag. Mellem tre og fire.
HIS: 185
TESMAN
Men, herre gud, – hvor gjorde han det da? Hvad?
BRACK lidt usikker
Hvor? Ja, kære, – han gjorde det vel i sit logis.
FRU ELVSTED
Nej, det kan ikke være rigtig. For der var jeg indom mellem sex og syv.
1.utg: 214
BRACK
Nå, så et andet steds da. Det véd jeg ikke så nøje. Jeg véd bare, at han blev fundet –. Han havde skudt sig – gennem brystet.
FRU ELVSTED
Å, hvor grufuldt at tænke sig! At han skulde ende således!
HEDDA til Brack
Var det gennem brystet?
BRACK
Ja, – som jeg siger.
HEDDA
Altså ikke gennem tindingen?
BRACK
Gennem brystet, fru Tesman.
HEDDA
Ja, ja, – brystet er også godt.
HIS: 186
BRACK
Hvorledes, frue?
HEDDA afvisende
Å nej, – ikke noget.
1.utg: 215
TESMAN
Og såret er livsfarligt, siger De? Hvad?
BRACK
Såret er absolut dødeligt. Sandsynligvis er det allerede forbi med ham.
FRU ELVSTED
Ja, ja, det aner mig! Det er forbi! Forbi! Å Hedda –!
TESMAN
Men sig mig da, – hvor har De fåt vide dette her altsammen?
BRACK kort
Gennem en af politiets folk. En, som jeg skulde tale med.
HU: 385
HEDDA
højlydt
Endelig engang en dåd!
TESMAN forskrækket
Gud bevare mig, – hvad siger du, Hedda!
HEDDA
Jeg siger, at dette her er der skønhed i.
1.utg: 216
BRACK
Hm, fru Tesman –
HIS: 187
TESMAN
Skønhed! Nej tænk det!
FRU ELVSTED
Å, Hedda, hvor kan du da tale om skønhed i sligt noget!
HEDDA
Ejlert Løvborg har gjort op regningen med sig selv. Han har havt mod til at gøre det, som – som gøres skulde.
FRU ELVSTED
Nej, tro da aldrig, at det er gået til på den vis! Hvad han har gjort, det har han gjort i vildelse.
TESMAN
I fortvilelse har han gjort det!
HEDDA
Det har han ikke. Det er jeg så viss på.
FRU ELVSTED
Jo, han har! I vildelse! Ligesom da han rev vore hæfter istykker.
1.utg: 217
BRACK
studsende
Hæfterne? Manuskriptet, mener De? Har han revet det istykker?
FRU ELVSTED
Ja, det gjorde han inat.
TESMAN hvisker sagte
Å, Hedda, vi kommer aldrig bort fra dette her.
HIS: 188
BRACK
Hm, det var da besynderligt.
TESMAN henover gulvet
Tænke sig til, at Ejlert skal gå således ud af verden! Og så ikke efterlade sig det, som vilde ha’ fæstet hans navn så varigt –
FRU ELVSTED
Å, om det kunde sættes sammen igen!
TESMAN
Ja, tænk, om det kunde det! Jeg véd ikke, hvad jeg vilde gi’ –
FRU ELVSTED
Kanské det kan, herr Tesman.
1.utg: 218
TESMAN
Hvad mener De?
FRU ELVSTED søger i kjolelommen
Se her. Jeg har gemt de løse lapper, som han havde med, når han diktérte.
HEDDA et skridt nærmere
Ah –!
HU: 386
TESMAN
Dem har De gemt, fru Elvsted! Hvad?
FRU ELVSTED
Ja, her har jeg dem. Jeg tog dem med, da jeg rejste. Og så er de ble’t liggende i lommen –
HIS: 189
TESMAN
Å, lad mig bare få sé!
FRU ELVSTED rækker ham en bunke småblade
Men det er så forvirret. Så rent om hinanden.
TESMAN
Tænk, om vi kunde finde ud af det alligevel! Kanske når vi to hjalp hinanden –
1.utg: 219
FRU ELVSTED
Å ja, lad os forsøge idetmindste –
TESMAN
Det skal gå! Det gå! Jeg sætter mit liv ind på dette her!
HEDDA
Du, Jørgen? Dit liv?
TESMAN
Ja, eller rettere sagt al den tid, jeg kan råde over. Mine egne samlinger, de får ligge sålænge. Hedda, – du forstår mig? Hvad? Det er noget, jeg skylder Ejlerts eftermæle.
HEDDA
Kanske det.
TESMAN
Og så, kære fru Elvsted, så vil vi ta’ os sammen. Herre gud, det nytter jo ikke at ruge over det, som sket er. Hvad? Vi vil sé at komme så vidt til ro i sindet, at –
HIS: 190
FRU ELVSTED
Ja, ja, herr Tesman, jeg skal prøve så godt jeg kan.
1.utg: 220
TESMAN
Nå, kom så her. Vi må sé på notitserne straks. Hvor skal vi sætte os? Her? Nej, derinde i bagstuen. Undskyld, kære assessor! Kom så med mig, fru Elvsted.
FRU ELVSTED
Å gud, – om det endda bare var gørligt!
Tesman og fru Elvsted går ind i bagværelset. Hun tager hat og overtøj af. Begge sætter sig ved bordet under hængelampen og fordyber sig i ivrig undersøgelse af papirerne. Hedda går hen mod ovnen og sætter sig i lænestolen. Lidt efter går Brack hen til hende.
HEDDA halvhøjt
Å assessor, – hvilken befrielse der er i dette med Ejlert Løvborg.
BRACK
Befrielse, fru Hedda? Ja, for ham er det jo rigtignok en befrielse –
HU: 387
HEDDA
Jeg mener, for mig. En befrielse at vide, at der dog virkelig kan ske noget frivilligt modigt i verden. Noget, som der falder et skær af uvilkårlig skønhed over.
1.utg: 221
BRACK
smiler
Hm, – kære fru Hedda –
HIS: 191
HEDDA
Å jeg véd nok, hvad De vil sige. For De er dog et slags fagmenneske, De også, ligesom – nå!
BRACK ser fast på hende
Ejlert Løvborg har været Dem mere, end hvad De kanské vil tilstå for Dem selv. Eller skulde jeg ta’ fejl i det?
HEDDA
Sligt svarer jeg Dem ikke på. Jeg véd bare, at Ejlert Løvborg har havt mod til at leve livet efter sit eget sind. Og så nu – det store! Det, som der er skønhed over. Det, at han havde kraft og vilje til at bryde op fra livsgildet – så tidligt.
BRACK
Det gør mig ondt, fru Hedda, – men jeg nødes til at rive Dem ud af en smuk indbildning.
HEDDA
En indbildning?
1.utg: 222
BRACK
Som De for resten snart vilde kommet ud af alligevel.
HEDDA
Og hvad er så det?
BRACK
Han har ikke skudt sig selv – frivilligt.
HEDDA
Ikke frivilligt!
HIS: 192
BRACK
Nej. Sagen med Ejlert Løvborg hænger ikke ganske således sammen, som jeg fortalte.
HEDDA i spænding
Har De fortiet noget? Hvad er det?
BRACK
For den stakkers fru Elvsteds skyld brugte jeg et par små omskrivninger.
HEDDA
Hvilke da?
BRACK
Først det, at han virkelig allerede er død.
1.utg: 223
HEDDA
På hospitalet.
BRACK
Ja. Og uden at komme til bevidsthed.
HEDDA
Hvad mere har De fortiet?
BRACK
Det, at begivenheden ikke gik for sig på hans værelse.
HU: 388
HEDDA
Nå, det kan jo også være så temmelig ligegyldigt.
HIS: 193
BRACK
Ikke så ganske. For jeg skal sige Dem, – Ejlert Løvborg blev funden skudt i – i frøken Dianas boudoir.
HEDDA vil springe op, men synker tilbage
Det er umuligt, assessor Brack! Der kan han ikke ha’ været idag igen!
BRACK
Han var der i eftermiddag. Han kom for at kræve noget, som han sa’, de havde ta’t fra
1.utg: 224
ham. Talte forvirret om et barn, som var ble’t borte –
HEDDA
Ah, – derfor altså –
BRACK
Jeg tænkte mig, at det kanské kunde været hans manuskript. Men det har han jo selv tilintetgjort, hører jeg. Så må det vel ha’ været tegnebogen da.
HEDDA
Det har vel det. – Og der, – der blev han altså fundet.
BRACK
Ja, der. Med en affyret pistol i brystlommen. Skuddet havde truffet ham dødeligt.
HEDDA
I brystet, – ja.
BRACK
Nej, – det traf ham i underlivet.
HIS: 194
HEDDA
ser op på ham med et udtryk af ækelhed
Det også! Å det latterlige og det lave, det lægger sig som en forbandelse over alt det, jeg bare rører ved.
1.utg: 225
BRACK
Der kommer noget til, fru Hedda. Noget, som går ind under det gemene også.
HEDDA
Og hvad er det?
BRACK
Pistolen, som han havde på sig –
HEDDA åndeløst
Nå! Hvad den!
BRACK
Den må han ha’ stjålet.
HEDDA springer op
Stjålet! Det er ikke sandt! Det har han ikke!
BRACK
Det er umuligt andet. Han ha’ stjålet den –. Hys!
Tesman og fru Elvsted har rejst sig fra bordet i bagværelset og kommer ind i salonen.
HIS: 195
HU: 389
TESMAN
med papirerne i begge hænder
Du, Hedda, – det er næsten ikke muligt for mig at sé derinde under hængelampen. Tænk det!
1.utg: 226
HEDDA
Ja, jeg tænker.
TESMAN
Måtte vi kanské få lov til at sidde lidt ved dit skrivebord. Hvad?
HEDDA
Ja, gerne for mig. (hurtigt) Nej, vent! Lad mig få rydde af først.
TESMAN
Å det behøver du slet ikke, Hedda. Der er god plads.
HEDDA
Nej, nej, lad mig bare få rydde af, siger jeg. Bære dette her ind på pianoet sålænge. Se så!
Hun har trukket en genstand, dækket med noteblade, frem under reolen, lægger nogle flere blade til og bærer det hele ind til venstre i bagværelset. Tesman lægger papirlapperne på skrivebordet og flytter lampen fra hjørnebordet derhen. Han og fru Elvsted sætter sig og tager igen fat på arbejdet. Hedda kommer tilbage.
HEDDA bag fru Elvsteds stol, kramser hende blødt i håret
Nå, søde Thea, – går det så med Ejlert Løvborgs mindesmærke?
1.utg: 227
FRU ELVSTED
ser modfalden op på hende
Å gud, – det blir visst uhyre svært at finde rede i.
HIS: 196
TESMAN
Det gå. Der er ikke andet for. Og det, at bringe orden i andres papirer, – det er netop noget, som ligger for mig.
Hedda går hen til ovnen og sætter sig på en af taburetterne. Brack står over hende, støttet til lænestolen.
HEDDA hvisker
Hvad var det, De sa’ om pistolen?
BRACK sagte
At den må han ha’ stjålet.
HEDDA
Hvorfor netop stjålet?
BRACK
Fordi enhver anden forklaring bør være umulig, fru Hedda.
HEDDA
Ja så.
1.utg: 228
BRACK
ser lidt på hende
Ejlert Løvborg har naturligvis været her imorges. Ikke sandt?
HEDDA
Jo.
HU: 390
BRACK
Var De alene med ham?
HEDDA
Ja, en stund.
HIS: 197
BRACK
Forlod De ikke værelset, mens han var her?
HEDDA
Nej.
BRACK
Tænk Dem om. Var De sletikke ude et øjeblik?
HEDDA
Jo, kanské et lidet øjeblik – ude i forstuen.
BRACK
Og hvor havde De Deres pistolkasse imens.
1.utg: 229
HEDDA
Den havde jeg nede i –
BRACK
Nå, fru Hedda?
HEDDA
Kassen stod der borte på skrivebordet.
BRACK
Har De siden sét efter, om begge pistolerne er der?
HEDDA
Nej.
BRACK
Behøves heller ikke. Jeg så den pistol, Løvborg havde havt på sig. Og jeg kendte den straks igen fra igår. Og fra før af også.
HIS: 198
HEDDA
Har De den kanské?
BRACK
Nej, politiet har den.
HEDDA
Hvad vil politiet gøre med pistolen?
1.utg: 230
BRACK
Sé til at komme på spor efter ejeren.
HEDDA
Tror De, at det kan opdages?
BRACK bøjer sig ned over hende og hvisker
Nej, Hedda Gabler, – ikke så længe jeg tier.
HEDDA ser sky på ham
Og hvis De ikke tier, – hvad så?
BRACK trækker på skuldrene
Der er jo altid den udvej, at pistolen er stjålet.
HEDDA fast
Heller dø!
BRACK smiler
Sligt noget siger man. Men man gør det ikke.
HEDDA uden at svare
Og når så pistolen altså ikke er stjålet. Og ejeren opdages. Hvad kommer så?
1.utg: 231
HIS: 199
BRACK
Ja, Hedda, – så kommer skandalen.
HEDDA
Skandalen!
BRACK
Skandalen, ja, – som De har slig dødelig skræk for. De må naturligvis ind for retten. Både De og
HU: 391
frøken Diana. Hun må jo forklare, hvorledes det hænger sammen. Om det er et vådeskud eller et drab. Har han villet trække pistolen op af lommen for at true hende? Og så er skuddet gåt af? Eller har hun revet ham pistolen ud af hånden, skudt ham, og stukket pistolen ned i lommen igen? Det kunde nok ligne hende. For hun er et håndfast pigebarn, den samme frøken Diana.
HEDDA
Men alt dette modbydelige kommer jo ikke mig ved.
BRACK
Nej. Men De må svare på det spørgsmål: hvorfor gav De Ejlert Løvborg pistolen? Og hvilke slutninger vil man uddrage af den kendsgærning, at De gav ham den?
1.utg: 232
HEDDA
sænker hovedet
Det er sandt. Det har jeg ikke tænkt på.
BRACK
Nå, heldigvis er der ingen fare, sålænge jeg tier.
HEDDA sér op på ham
Jeg er altså i Deres magt, assessor. De har hals og hånd over mig fra nu af.
HIS: 200
BRACK
hvisker sagtere
Kæreste Hedda, – tro mig, – jeg skal ikke misbruge stillingen.
HEDDA
I Deres magt lige fuldt. Afhængig af Deres krav og vilje. Ufri. Ufri altså! (rejser sig hæftigt) Nej, – den tanke holder jeg ikke ud! Aldrig.
BRACK sér halvt spottende på hende
Man plejer ellers at finde sig i det uundgåelige.
HEDDA gengælder blikket
Ja, kanské det.
Hun går henover mod skrivebordet.
1.utg: 233
HEDDA
undertrykker et uvilkårligt smil og efterligner Tesmans tonefald
Nå? Lykkes det så, Jørgen? Hvad?
TESMAN
Vorherre véd, du. Det blir ialfald hele måneders arbejde, dette her.
HEDDA som før
Nej tænk det! (farer let med hænderne gennem fru Elvsteds hår) Er ikke det underligt for dig, Thea? Nu
HU: 392
sidder du her sammen med Tesman, – ligesom du før sad med Ejlert Løvborg.
FRU ELVSTED
Å gud, hvis jeg bare kunde beånde din mand også.
HIS: 201
HEDDA
Å, det kommer nok – med tiden.
TESMAN
Ja, véd du hvad, Hedda, – jeg synes virkelig, jeg begynder at fornemme noget sådant. Men sæt så du dig hen til assessoren igen.
HEDDA
Er der ingen ting, I to kan bruge mig til her?
1.utg: 234
TESMAN
Nej, ingen verdens ting. (vender hovedet) Herefter får såmæn De være så snil at holde Hedda med selskab, kære assessor!
BRACK med et øjekast til Hedda
Skal være mig en overmåde stor fornøjelse.
HEDDA
Tak. Men iaften er jeg træt. Jeg vil lægge mig lidt derinde på sofaen.
TESMAN
Ja gør det, kære. Hvad?
Hedda går ind i bagværelset og trækker forhængene til efter sig. Kort ophold. Pludselig høres hun at spille en vild dansemelodi inde på pianoet.
FRU ELVSTED farer op fra stolen
Uh, – hvad er det!
HIS: 202
TESMAN
løber til døråbningen
Men, kæreste Hedda, – spil da ikke op til dans iaften! Tænk da på tante Rina! Og på Ejlert også!
1.utg: 235
HEDDA
stikker hovedet frem mellem forhængene
Og på tante Julle. Og på dem allesammen. – Herefter skal jeg være stille.
Hun lukker atter for sig.
TESMAN ved skrivebordet
Hun har visst ikke godt af at sé os ved dette sørgelige arbejde. Véd De hvad, fru Elvsted, – De skal flytte ind til tante Julle. Så kommer jeg op om aftenerne. Og så kan vi sidde og arbejde der. Hvad?
FRU ELVSTED
Ja, det vilde kanské være det bedste –
HEDDA inde i bagværelset
Jeg hører godt, hvad du siger, Tesman. Men hvad skal så jeg fordrive aftenerne med herude?
HU: 393
TESMAN
blader i papirerne
Å, assessor Brack er visst så snil, at han sér ud til dig alligevel.
BRACK i lænestolen, råber muntert
Gerne hver evige aften, fru Tesman! Vi
1.utg: 236
skal såmæn få det nokså morsomt sammen her, vi to!
HEDDA klart og lydeligt
Ja, nærer De ikke det håb, assessor? De, som eneste hane i kurven – –
HIS: 203
Et skud høres derinde. Tesman, fru Elvsted og Brack farer ivejret.
TESMAN
Å, nu fingrerer hun med pistolerne igen.
Han slår forhængene tilside og løber ind. Fru Elvsted ligeså. Hedda ligger livløs udstrakt på sofaen. Forvirring og råb. Berte kommer forstyrret fra højre.
TESMAN skriger til Brack
Skudt sig! Skudt sig i tindingen! Tænk det!
BRACK halvt afmægtig i lænestolen
Men, gud sig forbarme, – sligt noget gør man da ikke!

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her